Europa-Kommissionen: Vi har nødplaner for græsk exit

EU forbereder planer for, hvad der skal ske, hvis Grækenland forlader eurosamarbejdet. Det fortæller en kommissær.

EU's flag ved Akropolis i Athen - men i Bruxelles forbereder Europa-kommissionen planer for, hvis Grækenland forlader eurozonen. (Foto: © Louisa Gouliamaki, Scanpix)

For første gang bekræfter Europa-Kommissionen officielt, at der eksisterer planer for en situation, hvor Grækenland må forlade samarbejdet om den fælles valuta.

- Embedsmænd indenfor den Europæiske Centralbank og Europa-Kommissionen arbejder med at udvikle nødplaner for det tilfælde, at Grækenland ikke klarer det, sagde kommissær for handel, Karel de Gucht, til den belgiske avis De Standaard.

Tror grækerne bliver

Der er gået rygter om, at den slags planer fandtes, men indtil nu var det ikke bekræftet. Men trods EU's forberedelser, tror de Gucht ikke på, at grækerne forlader eurozonen:

- Jeg tror, at Grækenland bliver i den monetære union. Jeg ved ikke, hvad resultatet bliver af de nye valg, og hvem ved, måske kommer der et tredje valg. Man kunne også forestille sig en folkeafstemning i Grækenland om at blive i eurozonen eller træde ud af den, og her stemmer grækerne måske fuldstændig anderledes, end ved sidste valg, siger han.

Valget for to uger siden tolkes som en afvisning af EU. Her stemte grækerne nemlig på mindre partier med modstand mod EU's sparekrav og reformer som mærkesag. Men efter en række forsøg på at danne regering i det konkurstruede land mislykkedes, skal grækerne til stemmeurnerne igen den 17. juni.