DR-journalist om sko-angreb på Breivik: Det var meget voldsomt

DR's reporter Louise Damløv sad bare en meter fra den pårørende, som rejste sig og kastede en sko mod Brevik i retten.

(© DR)

Midt under gennemgangen af en obduktionsrapport fra et af Breiviks ofre på Utøya, rejste en pårørende sig op og kastede sin sko mod Brevik. Den ramte dog hans forsvarer.

- Det var virkelig hektisk, fortæller DR's journalist Louise Damløv, der som eneste danske journalist var tilstede i retssal 250, da sko-hændelsen skete.

Sko-kasteren sidder blot en meter fra DR's reporter, da han pludseligt rejser sig, kaster skoen og råber: Go to hell, you killed my brother.

- Jeg sad på rækken foran ham, og han sad skråt bag ved mig, da det skete. Det var meget voldsomt, og jeg blev meget forskrækket ligesom alle andre, siger Louise Damløv fra Oslo Tinghus.

Græd og klappede

Louise Damløv fortæller, at der i forvejen var en meget spændt stemning i retssalen, fordi man var med at gennemgå en af obduktionsrapporterne fra et af ofrene på Utøya.

- Jeg bliver siddende og fortsætter med at skrive, men mange rejste sig op. Flere begyndte at græde af forskrækkelsen, men der var også flere, som begyndte at klappe - det var det, de fleste havde siddet og tænkt på at gøre, siger Louise Damløv.

Storebror i sorg

Sko-kasteren blev lynhurtigt ført ud af retssagen. Her brød han efterfølgende helt sammen, og man kunne høre hans gråd inde i salen. Ifølge en indsatsleder er han nu kørt på hospitalet, hvor han får noget beroligende.

Sko-kasteren er storebror til et af ofrene på Utøya.

- Det var tydeligt, at det var en mand i sorg, der gjorde det.