Tonje Brenna overlevede massakren på Utøya ved at spille død. Det fortalte hun, da hun vidnede i Oslo Tingrett onsdag.
- Jeg tænkte bare, at vi ikke måtte gå i panik. Vi måtte forholde os roligt, så han ikke opdagede os, sagde Tonje Brenna fra vidneskranken.
Hun lå sammen med hel gruppe af folk på en klippeskråning, mens Breivik skød mod dem. Hun fortalte i retten, at et af skuddene ramte en sten lige ved hendes nakke. Flere omkring hende var meget hårdt sårede, og at hun så nogen tage deres sidste åndedrag efter at være blevet skudt.
Breivik råbte "Whooo"
Den unge kvinde, der er generalsektretær i AUF, fortalte også, at hun hørte Breivik råbe, når han ramte folk.
- Jeg hørte, at han jublede eller udtrykte glæde, når han skød mennesker, siger hun i et interview med DR Nyheder efter retssagen.
I retten beskrev hun råbene som W-H-O-O-råb. Da hun fortalte det, rystede Breivik på hovedet. Men det påvirker ikke Tonje Brenna, siger hun.
- Jeg har fortalt min version af sagen, og hans reaktion betyder ikke noget for mig, forklarer hun til DR Nyheder.
Fik fortalt sin historie
Og for hende var det helt okay, at være i rum med den mand, der prøvede at dræbe hende, siger hun.
- Det var jo alle de andre, der stillede spørgsmålene. Han betyder ingenting for mig, siger hun og fortsætter:
- Jeg følte, jeg fik sagt det, der skulle siges. Jeg fik fortalt min historie.
Glæder sig til at slappe af
Tonje Brenna var den første overlevende fra Utøya, der skulle vidne i retten. Efter hende fortalte Oddvar Hansen om, hvordan han reddede unge mennesker op i sin båd. Og som det sidste vidne onsdag forklarede en anden overlevende fra Utøya, Bjørn Ihler, hvordan han havde svømmet væk fra Breivik og på den måde reddet livet.
Oprindeligt skulle Tonje Brenna og de andre først vidne om nogle uger, men planen blev pludseligt ændret af tidsmæssige årsager.
- Først syntes jeg, at det var lidt for tidligt, men nu er jeg bare glad for at være færdig og glæder mig til at slappe af, siger Tonje Brenna.