Anders Behring Breivik fortrak ikke en mine, da ofrene for hans terro den 22. juli blev læst op i retten i Oslo i dag. Han drak vand og stirrede ned i bordet.
Men da hans egen video om Jihad blev vist, bævrede Breivik og begyndte at græde.
Filmen er 12 minutter lang og er meget kritisk over for blandt andet marxisme og muslimer.
Breivik har selv skrevet teksten i filmen, der bestod af 99 stillbilleder med musik til. Han uploadede den på nettet, inden han begik de 77 mord i Oslo og på øen Utøya den 22. juli 2010.
Psykiater: Ikke anger
Men Breiviks tårer er ikke et udtryk for anger, mener retspsykiater Henning Værøy.
- Det er narcissisten, der er tilfreds med sin egen fortræffelighed, siger han til norske vg.no.
I gennemgangen af terrorangrebet på Utøya afspillede anklageren en lydoptagelse, hvor en pige ringer til politiet. Hun gemmer sig for Breivik, mens man hører, hvordan han skyder i baggrunden. Den lydfil berørte mange af de fremmødte, og flere begyndte at græde.
Men Anders Behring Breivik virkede slet ikke berørt af sin egen terror, og han trak endda på smilebåndet et par gange under retssagen.