Til sommer kan de første homoseksuelle par blive viet i de danske kirker, men i andre lande er udviklingen helt anderledes.
Senest har 'homo-loven' i Uganda skabt røre, og nu har Rusland forbudt "homoseksuel propaganda" i fire byer hvoraf Skt. Petersborg er den seneste.
Homoseksualitet blev lovligt i Rusland for næsten 20 år siden, men lige nu er der tilsyneladende comeback til love, der indskrænker de homoseksuelles rettigheder.
Konkret går loven ind og kriminaliserer ”offentlig promovering af homo- og biseksualitet over for mindreårige, ifølge Amnesty.
- Staten går ind og blåstempler diskrimination af homoseksuelle, og det er officiel statslig diskrimination i et land, hvor der er et stigende antal hadforbrydelser mod homoseksuelle, siger Helle Jacobsen, som er kampagneleder i Amnesty og tilføjer, at hun anser det for at være "en farlig udvikling"
Begrænsning af rettigheder
Skt. Petersborgs guvernør Georgy Poltavchenko underskrev loven i sidste uge efter stærke opfordringer fra russiske toppolitikere og talsmænd fra den ortodokse kirke, som vil have loven indført på landsplan. Det har medført et ramaskrig skriver the The Guardian.
Herhjemme vækker nyheden ærgrelse hos Steffen Jensen, som er formand for det internationale udvalg i Landsforeningen for bøsser og lesbiske.
- Jeg synes, at det er beklageligt,at nogle lande indfører begrænsninger i fundamentale borgerrettigheder, siger han med henvisning til udviklingen i Østeuropa.
Amnesty og Aarhus i samarbejde
Aarhus er venskabsby med Skt. Petersborg, og sammen med borgmester i Aarhus Jacob Bundsgaard har Amnesty Danmark og Aarhus Pride forsøgt at stoppe loven ved at skrive til Georgy Poltavchenko. Forsøget var dog forgæves.
- Loven er dybt diskriminerende overfor seksuelle minoriteter, som forhindres i at ytre sig og bruge deres forsamlingsfrihed, siger Helle Jacobsen.
Amnesty tager på det kraftigste afstand fra lovforslaget og skriver endvidere på deres hjemmeside.
- Loven vil i praksis kunne forhindre byens unge homo-, biseksuelle og transkønnede indbyggere i at finde information om deres seksualitet, i at komme i kontakt med eksempelvis sociale grupper og støttenetværk eller søge oplysninger om seksuel sundhed, skriver Amnesty
Ærgerligt med tilbagegang
Gennem en årrække har Amnesty dokumenteret stigende undertrykkelse af ytringsfriheden for homoseksuelle, Ngo'er og aktivister i Rusland, ligesom der er en stigning i antallet af hadforbrydelser mod seksuelle minoriteter, skriver Amnesty i en pressemeddelelse.
En udvikling man er opmærksom på hos Landsforeningen for bøsser og lesbiske.
- Det går fremad i EU og FN generelt, og derfor er det selvfølgelig ærgerligt, at der tilbagegang i Østeuropa, siger Steffen Jensen
Forfatningsstridigt
Amnesty oplyser også, at loven går direkte imod den russiske forfatnings garanti for ytringsfrihed og anti-diskrimination.
- Den krænker helt grundlæggende menneskerettigheder - ytrinsfrihed, forsamlingsfrihed, og retten til et liv fri fra diskrimination, siger Helle Jacobsen
Samtidig har Rusland underskrevet internationale menneskerettighedstraktater, som garanterer lighed for loven og retten til ikke at blive diskrimineret.