Frankrig vedtager omstridt lov om folkedrab

Frankrigs beslutning om gøre det ulovligt at benægte det armenske folkemord vækker harme i Tyrkiet.

Frankrigs beslutning om gøre det ulovligt at benægte det armenske folkemord vækker harme i Tyrkiet. (© DR)

Det franske Senat har ved en afstemning godkendt en lov, der gør det ulovligt at benægte det armenske folkemord. Beslutningen, der kaldes historisk i Armenien, vækker harme i Tyrkiet, der truer med konsekvenser.

I Senatet stemte 127 for og 86 imod loven, der truer med fængselsstraf for benægtelse af det armenske folkemord i 1915.

Frankrigs præsident Nicolas Sarkozy skal underskrive loven, inden den træder i kraft.

Raser over lov

Tyrkiet har reageret voldsomt på nyheden. Justitsminister Sadullah Ergin siger, at beslutningen er uretfærdig og viser en total mangel på respekt for Tyrkiet.

- Hvis loven bliver endeligt vedtaget, vil konsekvenserne være permanente, siger en talsmand for den tyrkiske ambassade i Paris:

- Frankrig er på vej til at miste en strategisk partner, siger talsmanden Engin Solakoglu.

Armenien har rost loven. Udenrigsminister Edward Nalbandian siger, at beslutningen er historisk ikke kun i forholdet mellem det armenske og det franske folk, men også for beskyttelsen af menneskerettigheder over hele verden.

Fordømt loven

Tyrkiet har tidligere fordømt loven og i den forbindelse aflyst diplomatiske møder i Frankrig.

I 1915 og 1916 mistede mange armeniere livet i det daværende tyrkiske imperium, kendt som det osmanniske rige. Armenien siger, at 1,5 millioner armeniere blev dræbt under et folkemord.

Den tyrkiske regering taler derimod om, at mellem 300.000 og 500.000 armeniere blev dræbt, og at mindst ligeså mange tyrkere blev dræbt under civile uroligheder og stridigheder, da Det Osmanniske Rige faldt fra hinanden.

Strafbart

Striden kommer på et tidspunkt, hvor Frankrig ønsker at arbejde tættere sammen med Tyrkiet om både Syrien og Iran.

Tyrkiets økonomi er i kraftig vækst, og landet er ved at blive en "regional supermagt" i Mellemøsten. Et sammenbrud i de to landes relationer ville derfor kunne få vidtrækkende følger.

Den franske lov gør det strafbart at benægte enhver massakre, som staten har benævnt folkemord. Det er indtil nu kun Holocaust og det armenske folkedrab, der er omfattet af loven.