Det palæstinensiske flag blev i dag rejst for første gang ved en FN-bygning, da det gik til vejrs uden for Unesco's hovedkvarter i Paris.
Optagelsen af palæstinenserne i FN-organet er sket trods massiv modstand fra USA og Israel, og var en diplomatisk sejr for den palæstinensiske præsident, Mahmoud Abbas, som overværede flagrejsningen til tonerne af den palæstinensiske nationalhymne.
- Præsident Abbas ønsker at understrege, hvilken stor betydning han tillægger Unesco, siger en palæstinensisk diplomat.
En symbolsk ceremoni
Unesco siger i en erklæring, at flaghejsningen var en symbolsk ceremoni, som "markerer Palæstinas optagelse i organisationen", som det sker hver gang et nyt medlem optages.
USA har trukket dets økonomiske støtte til Unesco efter FN-organets beslutning om at give palæstinenserne fuldt medlemskab.
Medlemskabet opfattes som et vigtigt skridt på palæstinensernes vej mod fuldgyldigt FN-medlemskab, der samtidig vil være en anerkendelse af en selvstændig palæstinensisk stat.
Første gang palæstinenserne får FN-medlemskab
Unesco, som er FN's organisation for uddannelse, kultur, kommunikation og videnskab, er det første af FN's organer, der giver palæstinenserne fuldt medlemskab på linje med andre lande. Det skete efter, at Abbas i september i år afleverede en formel ansøgning om at blive fuldgyldigt medlem af FN.
USA, Canada, Tyskland og 11 andre lande stemte imod palæstinensernes medlemskab af Unesco, mens Brasilien, Rusland, Kina, Indien, Sydafrika og Frankrig var blandt de 107 lande, der stemte for. Storbritannien og 40 andre lande afstod fra at stemme. Danmark stemte blankt.
- Palæstina skal ind ad hoveddøren - ikke ad bagdøren. Derfor afstod vi fra at stemme den 5. oktober, da vi som medlem af Unescos styrelsesråd deltog i den første behandling af ansøgningen, sagde udenrigsminister Villy Søvndal (SF) efter afstemningen.