New York på stikkerne efter drab på al-Qaeda-præst

New Yorks politi øger beredskabet efter drabet på den amerikanskfødte al-Qaeda-præst Anwar al-Awlaki.

Anwar al-Awlaki (Foto: © SITE Intelligence Group, Scanpix)

New Yorks politi er i øget beredskab efter drabet på den amerikanskfødte al-Qaeda-præst Anwar al-Awlaki i Yemen. Det frygtes, at præstens tilhængere kan finde på at søge hævn.

- Vi ved, at al-Awlaki havde tilhængere i USA, herunder New York, og af den grund er vi i øget beredskab i det tilfælde, at nogle skulle ønske at hævne hans død, hedder det i en erklæring fra New Yorks politichef, Ray Kelly.

- Efter at have omdannet det regionale al-Qaeda på den Arabiske Halvø til en terrororganisation med global rækkevidde, skræddersyede han som ingen anden sin agitation til amerikanere. Han var en magtfuld, hvad angår evnen til at rekruttere terrorister i USA, siger Kelly.

Obama roser operationen

Yemens forsvarsministerium oplyser, at Awlaki blev dræbt tidligt i dag under et angreb i landets Marib-provins, der er en højborg for terrororganisationen al-Qaeda.

Ministeriet siger, at blandt dem, der blev dræbt under angrebet, var den pakistansk-amerikanske Samir Khan. Han stod, ifølge Kelly, bag udgivelsen af al-Qaedas engelsksprogede tidsskrift Inspire.

Den amerikanske præsident, Barack Obama, roste i dag den operation, der kostede Anwar al-Awlika og Samir Khan livet. Obama kaldte operationen en "milepæl" i kampen mod international terrorisme.