Dan Jørgensen: EU-hjælp til Somalia er ikke god nok

EU "overvejer" at sende ekstra penge til kriseramte Somalia. Det er ikke nok, siger den danske EU-parlementariker.

(Foto: © MUSTAFA ABDI, Scanpix)

Situationen i Somalia kalder på en hurtig og målrettet reaktion fra EU, hvis det står til gruppeformanden for Socialdemokraterne i EU-parlamentet Dan Jørgensen.

- Vi er vidner til intet mindre end en humanitær katastrofe. Her har vi et moralsk ansvar. Derfor bør EU hurtigst muligt sætte penge af og sørge for at de bliver brugt på hjælpe foranstaltninger i Somalia og de omkringliggende lande, siger Dan Jørgensen til DR Nyheder.

EU's udviklingskommissær Andris Pielbalgs har i dag udtalt at EU overvejer at give 175 millioner Euro i ekstra støtte til Somalia.

Men det er ikke godt nok, hvis det står til Dan Jørgensen.

- Der er ikke så meget at overveje. EU skal handle hurtigt. Hver dag der går, vokser katastrofen. Her må vi bruge nødprocedurer så de nødvendige beslutninger kan træffes hurtigst muligt, siger EU-parlementarikeren. Vil speede processen opDan Jørgensen har i dag skrevet et officielt brev til udviklingskommissæren for at forlange, at processen tager fart, og han har desuden bedt om en redegørelse for hvor stort behovet for hjælp er:

- Beløbet, som Kommissionen overvejer, er stort, specielt fordi det ligger oven i de 212 mio. euro, som Kommissionen allerede har sat af til Somalia i perioden 2008-13. Alligevel kan vi ikke sige, om det er nok. Der er tale om en ekstrem situation, hvor EU's udviklingspenge kan gøre gavn, siger Dan Jørgensen.