Spaniens valgkommission (JEC) kræver et forbud mod demonstrationer i denne weekend, hvor tusindvis af mennesker vil gå på gaden for at protestere over den økonomiske krise i landet, korruption og en skyhøj arbejdsløshed.
JEC siger, at demonstrationerne, der er planlagt lørdag og søndag, hvor der afholdes regional- og lokalvalg "bryder valgloven".
Valgkommissionen vil informere regionale valgkommissioner såvel som Spaniens justitsminister om sin beslutning.
Vil sikre en objektiv valgproces
JEC siger i afgørelsen, at det er dens opgave at sikre "gennemsigtighed og objektivitet i valgprocessen og princippet om lighed".
- På valg- og afstemningsdage forbyder vores valglove, at der arrangeres propaganda- og valgkampagner, siger kommissionen.
Unge spaniere har slået lejr på torve og pladser over hele Spanien i de største spontane demonstrationer, siden den økonomiske krise ramte landet i 2008.
Benægter politisk tilhørsforhold
- Vi er ikke politikere, og vi er ikke engageret i en politisk kampagne, siger Juan Cobo, talsmand for protestarrangørerne.
Spaniens indenrigsminister, Alfredo Pérez Rubalcaba, har indtil nu afventet JEC's beslutning for at afgøre, om politiet skal sættes ind mod demonstranterne. Han understreger dog, at politiet skal "søge at løse problemerne, ikke skabe flere".