Mindst 60 dræbt efter kampe i Libyen

Blodsudgydelserne fortsætter i Libyen, hvor mindst 60 mennesker har mistet livet i det seneste døgn.

Tusindvis af demonstranter er samlet på Den Grønne Plads i hjertet af byen, hvor de fortsætter deres protester mod landets mangeårige autoritære styre. (Foto: © Gianluigi Guercia, Scanpix)

Flere end 60 personer er dræbt i forbindelse med det seneste døgns uroligheder i Libyens hovedstad, Tripoli. Det siger hospitalskilder til tv-stationen al-Jazeera.

Tusindvis af demonstranter er samlet på Den Grønne Plads i hjertet af byen, hvor de fortsætter deres protester mod landets mangeårige autoritære styre.

I nærheden stiger røgen fra den bygning, der huser landets indenrigsministerium, og fra parlamentsbygningen, der ligeledes er sat i brand af demonstranterne.

Demonstrationer tager til i styrke

De fleste butikker holder lukket, og øjenvidner fortæller, at mange af byens tehuse er blevet ødelagt af de vrede demonstranter.

Ifølge organisationen Human Rights Watch har mindst 233 mennesker mistet livet i optøjerne siden i torsdags, mens over 900 er såret.

Værst er det gået til i byen Benghazi i den østlige del af landet, hvor "snesevis" blev skudt og dræbt af sikkerhedsstyrker under en begravelsesceremoni lørdag.

Demonstrationerne mod Libyens diktator Muammar Gaddafi har stået på siden onsdag og tog til i styrke i weekenden.