Klimaminister Lykke Friis og DRs klimaredaktør Claus Kaae-Nielsen er enige om, at alt tyder på, at COP16-mødet i Cancun munder ud i en aftale.
Ikke den store forkromede aftale, men en aftale, der gør det muligt at arbejde videre frem mod en global, bindende juridisk aftale til næste år på COP17-mødet i Durban i Sydafrika.
Claus Kaae Nielsen beskriver stemningen i konferencecenteret i den mexicanske badeby Cancun som præget af en enorm lettelse.
Kunne ikke stoppe med at klappe- Da man samledes for et par timer siden, da ville de delegerede nærmest ikke stoppe med at klappe. Det skyldes, som jeg vurderer det, at man har været meget, meget tæt på et totalt, sammenbrud, siger Claus Kaae-Nielsen.
Klimaminister Lykke Friis tilkendegiver ikke en tilsvarende lettelse, mere en moderat optimisme.
- Fra dansk side er vi gået ind i forhandlingen med de tre r'er i hovedet: Realisme, realisme og realisme. Vi har hele tiden vidst, at det ikke var muligt, at få den helt store og forkromede aftale, siger Lykke Friis.
Bolivia anstødsstenDe næste par timer vil afsløre om det rent faktisk lykkes at samle enighed om en kompromistekst, som det mexicanske formandskab har fremlagt.
Foreløbig er modstand fra Bolivia den eneste anstødssten. Bolivia kæmper imod, lige som landet gjorde i de afgørende timer i København, men forskelle er, at Bolivia i år stort set er isoleret.
- Vurderingen er, at Bolivia i løbet af de næste timer, måske kan få pillet noget ud af teksten, men i det store hele, vil den blive bevaret, som den ligger nu, fortæller klimaredaktør Claus Kaae-Nielsen.
Lykkes det at få Bolivia med, vil der altså stadig være liv i FN-processen og forhandlinger om en global aftale kan fortsætte næste år.