Obama forlænger skattelettelser for rige

USA's præsident, Barack Obama, er blevet enig med Republikanerne om at lade de rige beholde deres skattelettelser.

Præsident Obama forlænger skattelettelserne for de rige (Foto: © Saul Loeb, Scanpix)

USA's præsident, Barack Obama har indgået en aftale med Republikanerne om at lade landets rigeste beholde de skatteletelser, de fik af forgængeren George Bush.

Aftalen er et kompromis, fordi den giver alle indkomstgrupper skattelettelser i to år. Og kompromiset er et håndgribeligt bevis på Obamas kursskifte efter Demokraternes nederlag ved midtvejsvalget i begyndelsen af november.

Præsidenten er nødt til at samarbejde med Republikanerne for at samle et flertal om sine forslag, da Demokraterne nu kun har flertal i Senatet. Republikanerne vandt flertal i Repræsentanternes Hus ved midtvejsvalget.

Obama har ellers længe arbejdet for, at de rigeste amerikanere ikke ville få nye skattelettelser, men Republikanerne har sat det som betingelse for at godkende det samlede skatteudspil.

Aftalen "ikke perfekt"

Præsidenten erkender da også, at aftalen "ikke er perfekt". Men ifølge Obama er aftalen alligevel et vigtigt skridt på vejen mod genrejsning. Det sætter en stopper for stigninger i skatten for middelklassen.

- Det vil få vores private sektor til at skabe millioner af nye job og tilføre det momentum, som vores økonomi har så meget brug for, siger Obama.

Republikanerne blokerede så sent som lørdag for et forslag om at lade skattelettelserne til de rigeste amerikanere udløbe den 31. december.

Med den nye aftale er partiet gået med til at forlænge understøttelsen til langtidsledige i 13 måneder.

Det ventes, at kompromiset vil møde modstand hos en række af de mere venstreorienterede Demokrater, men alligevel spås skatteudspillet gode chancer for at gå hurtigt gennem Kongressen.

Obama forsvarer skatte-kompromis

Obama forsvarer sin beslutning om at indgå et kompromis med Republikanerne med, at der er brug for en aftale, inden Kongressen går på juleferie for at skabe grobund for jobskabelse og en økonomisk optur.

- Vi kan ikke lege politik på et tidspunkt, hvor det amerikanske folk forventer, at vi løser problemerne, siger Obama.

- Jeg er ikke villig til at lade arbejdende familier over hele landet lide under følgevirkningerne af den politiske krigsførelse i Washington, siger Obama til New York Times.

Han henviser dermed til Republikanernes løfter fra midtvejsvalget, hvor de lovede at bekæmpe Demokraternes udspil med alle midler.

Republikanerne glæder sig til gengæld over at have sikret familier med en indkomst over 250.000 dollar eller personer med en indkomst over 200.000 dollar nye skattelettelser.

Republikaneren John Boehner, kommende formand i Repræsentanternes Hus, kalder præsidentens udmelding for "opmuntrende".

Nu da aftalen om skattelettelser er på plads, kan Kongressen ifølge iagttagere bedre koncentrere sig om debatten om den nye START-aftale om reduktion af USA´s og Ruslands atomvåbenarsenaler og gensidig inspektion af anlæggene.