Grækenland har suspenderet al post til udlandet i de næste 48 timer. Det sker, fordi pakker med sprængstoffer er blevet sendt til europæiske ledere som Tysklands Angela Merkel og Silvio Berlusconi i Italien.
Brevbomberne har ikke nået deres mål. En pakke til Angela Merkel sendt fra Grækenland blev opfanget, før den nåede hende, og bomben blev deaktiveret af tyske eksperter.
Pakke til Berlusconi
I nat blev et privat kurerfly fra Grækenland omdirigeret til Bologna lufthavn. Om bord var en pakke til Italiens regeringschef Silvio Berlusconi.
Da pakken blev undersøgt i lufthavnen, antændte den sig selv. Ingen kom til skade.
Der er også blevet sendt pakkebomber til det europæiske politisamarbejde Europol i Holland og EU-domstolen i Luxembourg. Begge pakker blev i aftes uskadeliggjort ved kontrollerede eksplosioner i Athens lufthavn.
Yderligtgående venstreorienterede mistænkes
Brevbomberne er små pakker, som alle er konstrueret på samme måde. Ifølge BBC siger terroreksperter, at en yderligtgående venstreoríenteret gruppe i Grækenland står bag bølgen af brevbomber.
De begyndte at ankomme i mandags. I første række til ambassader i Athen, men også den franske præsident Nicolas Sarkozy var mål. Ingen er blevet såret af bomberne.
To blev anholdt i mandags, og den ene af dem kan ifølge det græske politi være medlem af den yderligtgående gruppe.
Vil udnytte lokalvalg
Der er lokalvalg i Grækenland i weekenden, og det menes at den venstreorienterede gruppe prøver at udnytte det til at skabe kaos i landet.
Grækenland er i forvejen underlagt et hårdt økonomisk genopretningsprogram på grund af finanskrisen.