Børnedødeligheden falder - 4 millioner børn reddet

Børnedødeligheden falder over det meste af kloden - ikke mindst i Afrika syd for Sahara, hvorfra man ellers sjældent hører gode nyheder.

Børnedødeligheden falder over hele kloden - også syd for Sahara. (Foto: © Camilla Faurholdt-Löfvall, DR Nyheder)

Over fire millioner børn under fem år reddede livet sidste år. Det samme var tilfældet de to foregående år.

Det viser de hidtil mest præcise tal om global børnedødelighed, som det medicinske tidsskrift The Lancet har offentliggjort.

Vitaminer og myggenet

Små, billige ting, som A Vitamin, rent vand, og myggenet - en stor del af det fra nødhjælsporganisationerne i vores del af verden - har været nok til, at 4,2 millioner børn under fem år IKKE døde sidste år.

The Lancets tal viser, at børnedødeligheden, som planlagt er faldende over det meste af kloden.

Meget overraskende kan en stor del af successen registreres i Afrika syd for Sahara - et område, hvorfra der ellers sjældent høres glædelige nyheder.

Kurven er knækket

Der er virkeligt noget at fejre, mener Folkekirkens Nødhjælps generalsekretær Henrik Stubkjær:

- Det er utroligt glædeligt, at det nu for alvor ser ud til, at vi har knækket kurven for børnedødelighed, siger han til DR Nyheder.

Henrik Stubkjær tror, det skyldes verdens samlede fokus på FNs 2015-mål.

Det er at reducere antallet af små børn, der dør af fattigdom, til en tredjedel af 1990- niveauet. Dengang døde 11.9 millioner børn under fem årligt af årsager, der let kunne være imødegået.

Stadig næsten 7,7 millioner døde

- Det viser, at når hele verden slutter sig sammen om nogle ganske konkrete mål, så kan vi faktisk gøre en utrolig stor forskel, siger Henrik Stubkjær.

I dag er tallet nede på 7,7 millioner. Det er en markant forbedring, men det er stadig 7,7 millioner døde børn. Hvert år.