Massedemonstration mod græsk spareplan

Tusinder demonstrerede i dag mod af regeringen planlægger højere benzinpriser og forringelser af offentligt ansattes løn og pensioner.

Tusinder af sygeplejersker, pædagoger og lærere er i dag gået gennem Athens gader - og hospitaler og skoler er lukket ligesom at lufthavne er lammet som led i en 24-timers-strejke.

Alt sammen sker i protest mod den spareplan, som EU har tvunget den græske regering til at føre ud i livet for at redde landet fra fallit.

Modstand er eneste vej

Unge som ældre trodsede regnen og gik i samlet flok med paraplyer og bannere mod parlamentspladsen i Athen. "Modstand er den eneste vej" blev der råbt i kor i protest mod regeringens plan om at fastfryse lønningerne til offentligt ansatte, forringe deres pensionsordning og skrue benzinpriserne i vejret.

- Der er mange tusinde mennesker på gaden, og de er fast besluttet på at prøve at påvirke regeringen i forbindelse med den krisepakke, som regeringen skal vedtage, fortæller DRs korrespondent Henrik Lerche fra Athen.

Krigserklæring

Og det er en stærkt nødvendig krisepakke. Grækenlands underskud var sidste år fire gange højere end hvad Eurozonen tillader og gælden er på et så svimlende beløb som mere end 2000 milliarder kroner. Alligevel kalder fagforeningerne spareplanen for en krigserklæring mod arbejder- og middelklassen

- Demonstranterne protesterer mod at de nu skal betale for, at det er nogle andre der har nydt godt af store lån i de tider hvor man levede over evne, fortæller Henrik Lerche fra Athen.

Trussel mod euroen

I morgen skal EU's ledere drøfte krisen i Grækenland. Og hvis grækerne ikke kan komme af med deres enorme gæld - der er den hidtil største trussel mod euro-samarbejdet - må EU måske skride til og redde dem fra fallittens rand.

Noget som blandt andet Tyskland og Frankrig ifølge flere medier skulle være klar til at støtte.

http://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:532c0e6da11f9d0ee03e1b35