Krigerne i Taliban i Afghanistan skal nu følge et adfærdskodeks, som den islamiske bevægelse har udgivet.
Det skriver al-Jazeera på sin hjemmeside.
Den arabiske tv-station har fået et eksemplar af regelbogen med i alt 13 kapitler.
Undgå civile tab
Den beordrer blandt andet krigerne til at undgå civile tab, begrænse selvmordsangreb og vinde hjerter og sind i den lokale civile befolkning.
- En modig søn af islam bør ikke anvendes til lavere og ubrugelige mål. Den største indsats skal gøres for at undgå civile tab, skulle der blandt andet stå i bogen.
Regler om fanger
Og der er klare regler for, hvordan Taliban skal behandle fanger.
- Når nogen officiel, soldat, entreprenør eller arbejdstager i slaveregingen, er taget til fange, må disse ikke overfaldes eller skades, lyder én af reglerne.
Hidtil har befalingshavende i Taliban haft rig mulighed for at bestemme i det område, som de kontrollerer.
Vind befolkningens hjerter
Bogen gør det klart, at det er en pligt for alle krigere at få den lokale befolkning til at støtte Taliban.
- Mujahideen-krigerne er nødt til at opføre sig ordentligt for at vinde de civiles hjerter. De skal undgå forskelsbehandling i forhold til stammebaggrund, sprog eller geografisk baggrund, skriver lederne i bogen "The Islamic Emirate of Afghanistan Rules for Mujahideen".