FNs fødevare- og Landbrugsorganisation, FAO, fastslår i en ny rapport, at over en milliard mennesker verden over sulter. Det er ca. en sjettedel af jordens befolkning. Og det er 100 millioner flere end i fjor.
I modsætning til tidligere er det ikke naturkatastrofer, tørke eller fejlslagen høst, der er årsagen, men den økonomiske krise, der har ramt så godt som alle lande i verden, fremgår det af rapporten.
Sult kan føre til ufred
Sultkrisen udgør ikke kun en personlig tragedie, men udgør en stor fare for fred og sikkerhed i verden, da lande risikerer omfattende social uro, hedder det i rapporten.
Krisen er desuden forværret af, at rige industrilande på grund af krisen ikke længere har råd til eller er villige til at yde hjælp til de allerfattigste lande.