For mere end 20 år siden begyndte politiet i Los Angeles, LAPD, at se de samme tegn på bandeproblemer, som nu også viser sig i Danmark.
Dengang regnede politiet med, at der blot var tale om utilpassede unge og satte derfor ikke specielt hårdt ind mod banderne. Den fejl lider indbyggerne i Los Angeles under den dag i dag.
LAPD råder derfor de danske myndigheder til ikke at begå de samme fejl, som det amerikanske politi begik, da det begyndte at se de første tegn på bandekriminalitet.
Troede det ville gå over
I to årtier har lederen af LAPD's bandesektion, commander Kyle Jackson, forsøgt at holde bandekriminaliteten nede i sit kvarter.
I dag må han erkende, at myndighederne fejlede, da banderne begyndte at husere.
- Vi troede faktisk, at det bare ville gå over. Det gjorde det ikke. Så hvis I nu ser det komme, skal I slå tilbage med alt, I har, så jeres unge ikke ender med at se bander som noget attraktivt, siger Kyle Jackson.
Forventes at slutte sig til bander
DR's kriminalredaktør, Claus Buhr, var på patrulje med LAPD's bandeenhed. Her fik han et indblik i, hvilke konsekvenser det har haft, at politiet ikke tog bandeproblemet alvorligt fra begyndelsen.
På patruljen bliver hele 12 bandemedlemmer anholdt.
- Hele lokalsamfundet er lukket inde, hvis man ikke er en del af bandekulturen i Los Angeles. Bor man i en boligblok, så forventes det, at de unge er med i banden, fortæller Kyle Jackson.
For blot få dage siden var der et alvorligt skyderi ved et busstoppested. Her blev to dræbt og tre såret, heriblandt en tilfældig tiårig pige.
- Man ved aldrig, hvad der virkelig ligger bag, om det skyldes stoffer eller territorier. Man ved det bare ikke, fortæller Herbert Cirilo, der er politimand i bandeenheden.
- I de seneste dage har det kogt i boligblokkene her, siger han.
Præst får unge ud af bander
En af de få, der tog bandekriminaliteten alvorligt fra begyndelsen, var Father Greg Boyle.
I over 20 år har jesuiterpræsten forsøgt at få unge mænd ud af bandekriminalitet under mottoet "intet stopper en pistolkugle som et job".
Ud over job tilbyder hans værested Homeboy Industries nær Chinatown midt i Los Angeles også at fjerne bandemedlemmernes tatoveringer på en lille klinik.
Rigtig mange bandemedlemmer er nemlig tatoveret på halsen og i ansigtet. Det gør det svært for dem at få et job og endnu sværere at bevæge sig rundt uden den beskyttelse, som deres gamle bande gav dem.
- Det sender et signal til venner og fjender om, at man er ude. Faktisk har det et spansk slang, som betyder: Det var det, jeg er ude af den verden, fortæller Greg Boyle.