Hamas anholder Fatah-folk i Gaza

Hamas har anholdt 120 Fatah-folk efter en eksplosion, der dræbte fem mennesker. Fatah afviser at stå bag eksplosionen og siger den skyldes interne Hamas stridigheder.

Fredag fandt tre eksplosioner sted i Gaza fredag, og de tilskrives interne palæstinensiske stridigheder. (Foto: © Mohammed Abed, Scanpix)

Sikkerhedsstyrker fra den islamisk fundamentalistiske Hamas-organisation har anholdt 120 personer med tilknytning til den rivaliserende og mere verdslige Fatah-gruppe i Gazastriben, siger kilder fra begge lejre.

Anholdelsen kommer efter en eksplosion, der fredag dræbte fire Hamas-folk og en fem-årig pige.

I en erklæring giver Hamas Fatah skylden for eksplosionen, men det afviser Fatah, der siger, at eksplosionen har afsæt i en intern Hamas-strid.

Tre eksplosioner

Det var blot en af tre eksplosioner, der fandt sted i Gaza fredag, og de tilskrives interne palæstinensiske stridigheder.

Dem har der ellers været lagt mere eller mindre låg på i det seneste års tid, efter at Hamas trængte Fatah ud af Gaza under et blodigt opgør.

Opgøret betød, at den palæstinensiske selvstyrepræsident, Mahmoud Abbas fra Fatah, måtte se sin autoritet begrænset til Vestbredden.

På det seneste har han forsøgt en tilnærmelse til Hamas, der imidlertid har slået bremsen i og ikke vil gå med til at opgive kontrollen med Gaza, som Abbas kræver.

Interne stridigheder

Hamas skriver i en erklæring, at Fatah stod bag eksplosionen ved bilen.

En af Hamas-lederne, hvis søn blev såret af eksplosionen, siger, at Hamas har informationer om, at visse elementer planlægger bombeattentater imod Hamas' ledelse for at skabe anarki.

Men en Fatah-erklæring afviser anklagen.

- Påstanden om at Fatah står bag disse eksplosioner har til formål at dække over stridigheder inden for Hamas, hed det i en erklæring udsendt af Abbas' kontor.