Et voldsomt jordskælv ramte tidligt torsdag lokal tid det nordlige Japan. Mindst 91 personer blev såret, heraf 15 alvorligt.
Tre biler blev begravet i et jordskred, og mindst 10.000 er uden elektricitet som følge af skælvet, meddelte japanske medier og myndigheder. Et par hundrede huse må desuden undvære vandforsyning indtil videre.
I enkelte bjergområder var der meldinger om jordskred som følge af det kraftige skælv.
Japans Meteorologiske Kontor siger, at der ikke er risiko for tsunami som følge af jordskælvet, der målte 6,8 på Richterskalaen og kunne mærkes så langt væk som Tokyo
Skælvets epicenter lå 120 km under jordens overflade i Iwate distriktet - en bjergrig og sparsomt befolket region.
De japanske atomanlæg i området oplyser, at de er ikke berørt at jordskælvet.
Ifølge japanske medier fløj militæret rundt over området for at danne sig et overblik over ødelæggelserne, og lokale myndigheder skal have bedt om at få soldater til området for at hjælpe med oprydningen. Det var ikke muligt at få en kommentar fra det japanske forsvarsministerium.
En bygning brændte som følge af jordskælvet.
Tohoku Electric oplyser, at selskabets atomanlæg i oprådet fungerer normalt efter skælvet på nær en enhed, der på grund af vedligeholdelsesarbejde allerede var koblet fra, inden jorden begyndte at ryste. Længere mod syd oplyser Tokyo Electric, at ingen af dets atomkraftværker er berørt af skælvet.