Den omstridte hollandske politiker, Geert Wilders, får svært ved som planlagt at vise sin islamkritiske film på internettet.
Wilders film skulle have været lagt ud på en amerikansk server, Network Solutions. Men det amerikanske selskab har nu udelukket Wilders hjemmeside, mens det undersøger klager over muligt "hadefuldt" sprog, skriver BBC.
Frihedens fjende
Geert Wilders siger selv, at hans 15 minutter lange film beskriver islam som "frihedens fjende". Titlen er "Fitna". Det er arabisk for "krig" eller "splittelse".
Offentliggørelsen af filmen, som ifølge Wilders skal ske i løbet af de næste uger, ventes at udløse voldsomme protester i mange muslimske lande.
Den hollandske regering har taget afstand fra Wilders synspunkter. Men der er frygt for, at filmen vil udløse protester som dem, der fulgte efter de danske Muhammedtegninger for to år siden.
Ros til Fogh Rasmussen
Wilders roste i sidste uge i TV Avisen statsminister Anders Fogh Rasmussen for at stå fast på den grundlovssikrede ytringsfrihed. Det rygklap frabag statsministeren sig straks efter i en pressemeddelelse.
I lørdags skrev Wilders i den hollandske avis De Volkskrant, at filmen ikke så meget handler om muslimer, men om Koranen og islam.
- Den islamiske ideologi har som sit endelige mål ødelæggelsen af, hvad vi anser som det dyrebareste for os: vores frihed.