Den danske Muhammed-tegner, Kurt Westergaard og Vesten bliver truet i et Hamas-børneprogram.
Programmet hedder "Hamas Childrens Show - The Pioneers of Tomorrow" og sendes i Gaza på al-Aqsa TV. Værterne er en uskyldigt udseende lille pige og en talende kanin ved navn Assud. MediaLinks:
Vestlig-fjendsk programoversigt
Børneprogrammets tema er Vestens angivelige hån og forbrydelser mod islam og i særlig grad profeten Muhammed. I programmet bliver det blandt andet sagt, at Muhammedtegner Kurt Westergaard ikke vil kunne gemme sig nogen steder. De vil med Guds vilje ('inshallah') finde ham og slå ham ihjel. Eller andre der måtte medvirke til afbildning af Muhammed, fremgår det.
Børneværten 12-årige Saraa Barhoum og kaninen 'Assud' har i uddraget fra programmet i alt to seere, to børn igennem på telefon, og de kommer ind på emner som "Vestens angreb på Profeten Muhammed", boykot af danske varer og ikke mindst hvad man skal stille op med tegner Kurt Westergaard.
'Skal nok lykkes at dræbe tegneren'
Her er et konkret uddrag fra samtalen i programmet mellem de to værter, Saraa og kaninen Assud og en pige ved navn Tasnim, der er igennem via telefon:
Saraa (børneværten til kaninen Assud): Hvad vil du sige til tegneren, som er årsagen til det hele, da han krænkede profeten ved at tegne ham?
Assud (kaninen): Han er en forbryder.
Saraa: Ja, en forbryder.
Tasnim (seeren): Jeg siger til ham og til dem allesammen; Uanset hvor meget I prøver på at gemme ham, så skal vi nok lykkes med at dræbe ham, myrde ham.
Assud: Allahs vilje ske.
Saraa: Jeg beder til, at Allah får jorden til at opsluge ham, så hans død kan virke som et skræmmeeksempel for alle andre som ham, Tasnim.
Programmet sluttes behørigt af med, at værten Saraa spørger Assud, hvad den kunne tænke sig at sige til Kurt Westergaard:
Assud: Jeg siger til ham, hvad du allerede har sagt: Din forbryder, dit udskud. (...) Med Allahs vilje vil den dag komme, hvor du vil fortryde, hvad du har gjort.
Kaninen er den seneste tv-stjerne, som Hamas har opfundet. Tidligere har en talende bi ved navn Nahoul og en Mickey Mouse-kopi ved navn Farfur underholdt palæstinensiske børn om Israel og den vestlige verdens forbrydelser mod islam.