En saudiarabisk domstol har dømt en 19-årig pige, der blev udsat for massevoldtægt, en straf på et halvt års fængsel og 200 piskeslag.
Dommen faldt i en appelsag, og straffen er mere end dobbelt så hård som den straf, hun fik i den oprindelige retssag.
De syv gerningsmænd fik også skærpet straffen. De er nu idømt fra to til 10 års fængsel.
Pigens forbrydelse var, at hun havde kørt i bil med en mand, hun ikke var i familie med, da hun blev voldtaget.
Det er en alvorlig ting i det dybt islamiske Saudi-Arabien, hvor der er love for adskillelse mellem kønnene.
For eksempel må kvinder ikke færdes alene i det offentlige rum, og færdes de sammen med en mand, skal han være i familie med hende.