4.000 hjemløse efter skælv i Chile

Omkring 4.000 er uden tag over hovedet efter det kraftige jordskælv i det nordlige Chile. Men personskaderne er forholdsvis begrænsede. Foreløbig er de opgjort til to omkomne og 115 sårede.

Indbyggere i Tocopillo venter under åben himmel på at hjælp kommer til den ødelagte by. Præsident Michelle Bachelet kommer i dag til området. (Foto: © Ivan Alvarado, Scanpix)

Det civile beredskab i Chile har sendt 500 modul-huse til området i den nordlige del af landet, der i går blev ramt af en kraftigt jordskælv.

Skælvet havde sit epicenter 60 kilometer under jordskorpen, midtvejs mellem havnebyen Iquique og den mindre kystby Tocopilla. Foreløbig er to mennesker omkommet, 115 er såret og der er sket omfattende materielle ødelæggelser.

I Tocopilla, 35 kilometer sydvest for epicentret, er omkring 1.200 huse jævnet med jorden, mens flere andre har fået alvorlige skader, skriver det chilenske dagblad La Tercera. Hospitalet i byen er blevet så alvorligt medtaget, at man har været nødt til at behandle sårede under åben himmel.

Ikke kontakt til flere områder

Hæren blev allerede onsdag sat til at opsætte en felthospital i byen.

Borgmesteren i Tocopilla, Luis Moyano, siger, at mindst 4.000 mennesker, måske flere, er ramt af ødelæggelserne.

De lokale myndigheder understreger, at der stadig er lokaliteter i jordskælvsområdet, som der ikke har været kontakt til. De vil ikke udelukke, at der i de mere afsides områder, som blandt andet omfatter isolerede mineområder, kan være flere ofre.

Skælvet afbrød elektricitetsforsyningen i store dele af det nordlige Chile, og både fastnet- og mobiltelefoni blev sat ud af spil. Også vejnettet er blevet ramt, men myndighederne oplyser at hovedvejene i regionen er farbare. Al undervisning i den nordlige region er for en sikkerheds skyld i dag.

Selv om ødelæggelserne er omfattende, er de dog beskedne i betragtning af, at skælvet er opgjort til 7,8 på richterskalaen. Det er kun tre måneder siden at et jordskælv længere mod nord, på den anden side af grænsen til Peru, krævede over 500 menneskeliv og medførte meget omfattende ødelæggelser på bygninger og infrastruktur. Skælvet den 15. august i Peru blev opgjort til 7,9 på richterskalaen.