USA satser på "væsentlige fremskridt" i Mellemøsten

USA stræber efter at få Israel og palæstinenserne til nå "væsentlige fremskridt" på den konference, som USAs regering vil arrangere, formodentlig i november. Condoleezza Rice i Jerusalem og Ramallah.

Mahmoud Abbas og Condoleezza Rice holdt et fælles pressemøde i Ramallah efter deres møde i dag. (Foto: © Jim Hollander, Scanpix)

USA stræber efter at få Israel og palæstinenserne til nå "væsentlige fremskridt" på den konference, som USAs regering vil arrangere, formodentlig i november.

- Deltagerne skal ikke blot mødes for mødets egen skyld, sagde den amerikanske udenrigsminister Condoleezza Rice i dag på et pressemøde i Ramallah på den besatte Vestbred.

Møder i Jerusalem

Forud for Rice's møde i dag med den palæstinensiske selvstyreformand Mahmoud Abbas, har hun drøftet mulighederne for at skabe ny bevægelse i en israelsk-palæstinensisk fredsproces med Israels præsident Shimon Peres, udenrigsminister Tzipi Livni og premierminister Ehud Olmert.

I Ramallah understregede Rice, at USA forsøger at få Israel og palæstinenserne til, før mødet i Washington, at enes om et dokument der sætter rammer for egentlige forhandlinger.

Forskellige forventninger

Ifølge det israelske dagblad Ha'aretz er det dog et betydeligt problem, at de to parter har meget forskellige forventninger til, hvad et sådant dokument skal rumme.

Mens Israels regering ikke forventer meget mere end at man opregner principperne for etableringen af en palæstinensisk stat, mener Mahmoud Abbas at dokumentet skal opstille rammerne for løsning af konfliktens aller vanskeligste spørgsmål, som Jerusalems status, grænsedragningen, og palæstinensiske flygtninges ret til at vende tilbage.

Veteran på banen

Både den israelske og den palæstinensiske side har sammensat forhandlingsgrupper, der skal forsøge at nå til enighed om dokumentet forud for konferencen.

Ifølge palæstinensiske kilder har Mahmoud Abbas gjort den tidligere premierminister Ahmed Qureia til leder af de palæstinensiske forhandlingsgruppe. Den nu 70-årige Qureia hører til "den gamle garde" i Fatah, der stod i spidsen for bevægelsen der blev grundlagt af Yassir Arafat.