Enighed om klimarapport

FN's internationale klimapanel er efter non-stop forhandlinger gennem natten og med en lille forsinkelse blevet enige om en ny klimarapport.

(Foto: © gerbrak, stock.xchng)

Eksperterne i FN's internationale klimapanel er endeligt blevet enige om hovedpunkterne i til en ny rapport om konsekvenserne af den globale opvarmning i klodens forskellige regioner.

- Vi er lige blevet færdige med dette maratonmøde. Det, vi har, er et meget godt dokument, som vi håber, der vil blive lagt mærke til i hele verden, siger formanden for klimapanelet, inderen Rajendra Pachauri.

Rapporten vil pege på stigende vandstande i havene, hedebølger over Europa og Nordamerika og tørke i Afrika som konsekvens af den menneskeskabte globale opvarmning.

Udvandet rapport

Men ifølge den danske klimaekspert Povl Frich fra Miljøstyrelsen, der har deltaget i forhandlingerne, er rapporten på nogle områder er blevet udvandet.

- Der er desværre nogle store solide tabeller og figurer, som er røget ud. Man forsøger at få så meget information ind i tabellerne som muligt, og så er der nogle, der har ment, at formuleringerne ikke var præcise nok.

Oprindeligt skulle rapporten, der er den anden af tre fra panelets side, være fremlagt klokken 10. Men det har været svært for alle at blive enige.

Uenighed mellem forfattere og regeringsrepræsentanter

- Der er dels uenighed mellem de forskellige grupper af lande, vil jeg sige, og så er der også uenighed mellem forfatterne og regeringens repræsentanter, og det afhænger lidt af hvordan man udlægger resultaterne, har Poul Frich forklaret til Radioavisen.

Tidligere på ugen er Rusland blevet hængt ud for at blokere forhandlingerne, men ifølge Povl Frich har der været mange forslag til rettelser fra en lang række lande.

Klimarapporten er den anden af tre rapporter fra FN's klimapanel. Rapporten hedder “Impacts, Adaptation and Vulnerability". Den første rapport blev fremlagt den 2. februar 2007 i Paris, mens den tredje og sidste bliver fremlagt den 3. maj 2007.