Terrortiltalt indrømmer mange andre angreb

Khalid Sheikh Mohammed tager skylden for 11. september og 28 andre angreb verden over mod præsidenter, passagerfly og militære anlæg. Også en bølge af angreb efter 11. september var planlagt, oplyser Pentagon.

Efter angrebet på World Trade Center 11. september var det planen, at flere andre høje bygninger skulle angribes. (Foto: © DOUG KANTER, Scanpix)

Det højtstående al Qaeda- medlem Khalid Sheikh Mohammed har tilstået at være hjernen bag terrorangrebene i USA 11. september 2001.

Han siger samtidig, at han stod bag 28 andre angreb verden over mod præsidenter, passagerfly og militære anlæg.

En amerikansk officer læste erklæringen af afhøringer på Guantanamobasen op ved den lukkede høring, hvor Mohammed på gebrokkent engelsk fortalte, at han "ikke brød sig om", at angrebene også gik ud over børn.

Sammenligner sig med George WashingtonHan erkendte at have skrevet erklæringen om sine meritter, og han sammenlignede sig selv med USA's første præsident, George Washington.

- Han gjorde det samme. Han kæmpede bare. Han behøvede sin selvstændighed, sagde han og tilføjede, "at hvis USA vil invadere Irak, så sender de ikke blomster eller kys til Saddam. Så sender de bomber, og jeg er helt sikkert USA's fjende".

Mohammed tager ifølge udskriften skylden for hele 28 andre mere eller mindre succesrige angreb lige fra angrebet i 1993 mod World Trade Center til bomberne mod en natklub på Bali i Indonesien.

Attentater mod flere præsidenterBlandt andet stod han bag de mislykkede drabsforsøg på de tidligere amerikanske præsidenter Bill Clinton og Jimmy Carter samt drabsforsøget i Filippinerne mod den tidligere pave Johannes Paul II.

- Jeg var ansvarlig for planlægningen og finansieringen af attentater mod flere tidligere amerikanske præsidenter herunder præsident Carter, hedder det i udskriften.

Det fremgår også, at Mohammed planlagde en anden bølge af angreb i kølvandet på 11. september. De næste mål var de i bogstaveligste forstand højtravende amerikanske symboler Library Tower i Californien, Sears Tower i Chicago, Plaza Bank i staten Washington og endelig Empire State Building i New York.

Samtidig erklærer Mohammed at have udtænkt, finansieret og fulgt op på angrebsoperationer, der skulle destruere amerikanske krigsskibe og olietankere i Hormuz-strædet, Gibraltar-strædet og i havnen i Singapore. Han havde endvidere planer om at bombe Panama-kanalen, fremgår det.

Også mål i StorbritannienAndre potentielle mål var børsen i New York og flere prominente steder i Storbritannien herunder Heathrow lufthavn, Canary Wharf og Big Ben.

Et angreb, der kostede to amerikanske soldater livet i Kuwait, skal også tilskrives Mohammed ligesom den såkaldte skobombe-aktion, hvor formålet var at kapre to amerikanske passagerfly. Endelig var han angiveligt involveret i halshugningen af Wall Street Journal-journalisten Daniel Pearl i Pakistan i 2002 og planlægningen af en række angreb i Israel.

Mohammed blev anholdt i 2003 og er den vigtigste af de i alt 14 al-Qaeda-medlemmer, der sidste år blev flyttet fra hemmelige CIA-fængsler til fangelejren Guantanamo i Cuba.

http://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:532bd321a11f9d0ee03e19f7http://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:532bd321a11f9d0ee03e19fa