Hvis Brødrene Olsen om et par år bliver snydt på målstregen af en palæstinensisk popgruppe, så har Danmark kun sig selv at takke.
Danske kræfter står nemlig i høj grad bag en plan, som skal bringe de palæstinensiske selvstyreområder ind i varmen hos European Broadcasting Union og Eurovisionen, der står bag det årlige europæiske Melodi Grand Prix (MGP).
Håbet er, at en deltagelse i musikbegivenheden kan få det splittede palæstinensiske folk i Gaza og på Vestbredden til at rykke en lille smule nærmere hinanden.
Palæstinenserne følger MGP
- Det her er en helt unik mulighed for at skabe noget, der binder palæstinenserne sammen, siger chefen for den danske repræsentation i Ramallah, Rolf Holmboe til Ritzau.
Ifølge ham nyder MGP stor opmærksomhed blandt palæstinenserne, der følger konkurrencerne via israelsk tv. Det er den begejstring, man ønsker at bygge videre på i de to selvstyreområder, hvor de to politiske grupper Fatah og Hamas enten slås med hinanden eller med israelerne.
- Der er et stort behov blandt palæstinenserne for at sætte sig på landkortet med andet end de sædvanlige nyheder om vold, siger Rasmus Nielsen fra den danske projektgruppe Superflex, der er blandt initiativtagerne.
Lobbyarbejde i Eurovisionen
Idéen og samarbejdet mellem danskerne og palæstinenserne begyndte nemlig som en kontakt mellem Superflex og den palæstinensiske musikgruppe Sabreen.
Senere er den nationale, palæstinensiske tv-kanal PBC og den danske repræsentation blevet koblet på, og kontoret i Ramallah har bevilget omkring 1 million kroner til projektet, oplyser Rolf Holmboe.
Superflex skal blandt andet bistå med teknisk ekspertise og hjælpe palæstinenserne med at arrangere deres eget nationale grand prix. Desuden skal den danske projektgruppe stå for lobbyarbejdet i Eurovisionen.
Første skridt er at få en aftale om, at PBC kan købe rettighederne til at sende det internationale MGP, men allerede næste år håber palæstinenserne at afholde deres eget nationale grand prix, som skal kvalificere til det store europæiske show. Før dette sker skal Eurovisionens medlemslande dog spørges, heriblandt Israel, som har deltaget siden 1973.