Danskerne klumper sig i ghettoer i Malmø

Flere boligområder i Malmø er ved at udvikle sig til regulære danskerghettoer. Byens godt 8.000 danske statsborgere vælger at slå sig ned i kvarterer, der er befolket af danskere i forvejen, og det er skidt for integrationen.

Livet i Malmø ligner livet på den anden side af Øresund. Mange steder snakkes der ligefrem dansk. (Foto: © Skånetrafiken/Kasper Dudzik, Skånetrafiken)

Flere boligområder i Malmø er ved at udvikle sig til regulære danskerghettoer.

Byens godt 8.000 danske statsborgere vælger at slå sig ned i kvarterer, der er befolket af danskere i forvejen, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.

Det ses blandt andet i nybyggeriet Annestad tæt ved Øresundsbroen. Her er 40 procent af ejerlejlighederne købt af danskere, hvilket har fået svenskerne til at kalde boligkomplekset "Danskerhotellet".

Skidt for integrationen

I Malmø-bydelen Hyllie forventes danskerne at komme til at udgøre tre fjerdedele i et område med 7.000 boliger, forudser Øresundsinstituttet i en analyse.

Den nystiftede forening Øresundsborger advarer mod, at danskerne klumper sig sammen, når de flytter til Sverige.

- Det er afgørende for integrationen, at danskerne blander sig med svenskerne i så høj grad som muligt, siger foreningens danske formand, Lars Hougaard.