Svensk eksminister kræver 1,2 millioner

Den svenske kulturminister, Cecilia Stegö Chilò, gik af efter kun ti dage som minister. Alligevel vil hun nu ansøge om at få et års løn udbetalt. Det svarer til 1,2 millioner.

(Foto: © Bjørn Larsson, Scanpix)

Cecilia Stegö Chilò var svensk kulturminister i ti dage, før hun gik af som følge af en skandale om manglende licensbetaling.

Men trods den korte tid på posten vil hun beholde den gode løn på 97.000 om måneden, skriver svenske Aftonbladet.

Enhver minister, som går af, har normalt ret til fuld løn det efterfølgende år. Man skal blot ansøge om det. Og efter eget udsagn vil Cecilia Stegö Chilò sandsynligvis søge om de 1,2 millioner svenske kroner, som hendes årsløn var fastsat til.

Nyt liv

- På den ene side vil jeg ikke belaste staten efter bare nogle dages arbejde. På den anden side har jeg mistet både job og løn, siger hun til Aftonbladet.

Hun mener, at hun skal have tid og mulighed for at tilpasse sig et nyt liv.

- Hvad er et engangsvederlag? Jo, det skal være en hjælp til omstilling, og så har det ikke så stor betydning, om man har arbejdet ti dage eller et halvt år. Man har afsluttet sit gamle liv og skal forsøge at få gang i et nyt, siger hun til Aftonbladet.

Ret til at ansøge

Det er det svenske Statsråd for Ministervederlag, der skal afgøre, om Cecilia Stegö Chilò skal have lønnen udbetalt, selvom hun ikke har siddet længere på posten.

- Hun har ret til at ansøge, og så vil vi behandle det ved næste møde, siger Gunnar Grenfors, formand for Statsrådet for Ministervederlag.http://www.dr.dk/Nyheder/Indland/2006/10/18/123651.htm