Den nye regering i Sverige har været ramt af en hel del skandaler siden statsminister Frederik Reinfeldt offentliggjorde sin ministerliste den 6. oktober i år. To ministre er allerede gået af. Det er kulturminister Cecilia Stegö Chiló og handelsminister Maria Borelius.
Herunder bringer vi en oversigt over de sager, der har været i mediernes søgelys siden regeringens udnævnelse.
6. oktober 2006:
Statsminister Fredrik Reinfeldt præsenterer sin nye regering for befolkningen og senere på dagen også for kongen.
6. oktober 2006:
Efter kun 23 minutter som ny udenrigsminister går Carl Bildt imod sin statsminister Frederik Reinfeldt. Spørgsmålet som ministrene er uenige om handler om en særlig skat på arbejdsindkomst, som blev indført i midten af 1990'erne. Reinfeldt påpeger hurtigt, at Carl Bildts udtalelser står for hans egen regning.
6. oktober 2006:
Den nye kulturminister Cecilia Stegö Chiló synes ikke rigtig at have styr på sine ressortområder. Hun bliver i hvert fald overrasket over, at hun også er idrættens minister. Da en svensk avis konfronterer hende med, at hun også skal forvalte det idrætspolitiske område svarer hun: "Det må være din spøg".
7. oktober 2006:
Kulturminister Cecilia Stegö Chiló og handelsminister Maria Borelius fortæller, at de for år tilbage aflønnede deres barnepiger sort. Reinfeldt forklarer, at han allerede var bekendt med dette forhold, men havde valgt at se bort fra sagen, da han udnævnte dem til ministre.
8. oktober 2006:
Familien havde ikke råd og var nødt til at aflønne sort. Sådan forklarer handelsminister Maria Borelius, hvorfor hendes barnepiges løn ikke blev opgivet til skattevæsnet. Dengang boede familien i en villa i det fornemme Djursholm.
10. oktober 2006:
Handelsminister Maria Borelius og hendes mand tjente næsten 17 mio. svenske kroner i perioden 1990 til 1999, men mente altså alligevel, at de var nødt til at aflønne deres barnepige sort, skriver en svensk avis.
11. oktober 2006:
Kulturminister Cecilia Stegö Chiló har ansvaret for public service tv og radio i Sverige, men hun har ikke betalt licens i 16 år, afslører svenske medier. Handelsminister Maria Borelius og integrationsminister Tobias Billström erkender begge at have brudt tv-licensloven. Billström forklarer, at han ikke brød sig om det statslige svenske fjernsyns (SVT) programmer. Det svenske licenskontor anmelder ministrene til politiet.
11. oktober 2006:
Den nye integrationsminister Tobias Billström melder sig syg efter det er blevet afsløret, at også han har undladt at betale licens, og der er et pres på ham for at han skal træde tilbage, meddeler Sveriges Radio.
12. oktober 2006:
Statsminister Frederik Reinfeldts stabschef, Johan Forsell, betaler heller ikke licens. Han forklarer, at han fornyligt er flyttet og at han troede hans sambo betalte licens.
12. oktober 2006:
Miljøminister Andres Carlgren har modtaget dobbelt løn fra staten. Efter at han forlod Riksdagen i 1998 har Carlgren fået løn både fra Centerpartiet og bestyrelseshonorar fra det statsejede Vin & Sprit - en kombination af løn for statsmidler, som ikke er tilladt efter svensk lov. I alt har skatteyderne givet Carlgren 130.000 svenske kroner for meget i løn.
13. oktober 2006:
Handelsminister Maria Borelius får en irettesættelse af det svenske Finanstilsyn for en aktiehandel og risikerer at få en bøde. Den 14. september solgte hun 500 aktier i virksomheden Active Biotech. Det meddelte hun, som hun skulle i henhold til loven om handel med aktier, til Finanstilsynet. Men anmeldelsen blev indgået to uger for sent.
13. oktober 2006:
Maria Borelius og hendes mand køber en ny luksus villa i Skåne med hjælp fra finansieringsselskabet Full Moon Investments, skriver en svensk avis. Virksomheden er i skattevæsnets søgelys fordi det giver lån til svenskere, som vil have et højt fradrag for ikke at betale for meget i skat.
14. oktober 2006:
Maria Borelius meddeler sin afgang og bliver dermed den svenske minister, som har siddet på en post i kortest tid.
15. oktober 2006:
Transportarbejderforbundet politianmelder Cecilia Stegö Chiló for at have brugt sort arbejdskraft. Samtidig kræver flere af hendes partimedlemmer, at hun går af, og at Reinfeldts udnævnelse af Chiló indbringes for statens forfatningsudvalg.
16. oktober 2006:
Presset på kulturminister Cecilia Stegö Chiló bliver for stort, og hun vælger at gå af. Hun er dermed den politiker, som har siddet på en ministerpost i næstkortest tid efter Maria Borelius. Samtidig sygemelder integrationsminister, Tobias Billström sig. Han er også blevet afsløret som sortseer.
16. oktober 2006:
Sveriges tidligere statsminister Göran Persson lægger hovedansvaret for krisen på sin efterfølger, den borgerlige statsminister Fredrik Reinfeldt, som Persson mener har sjusket med sine udnævnelser af ministre.
17. oktober 2006:
Finansminister Anders Borg kommer i mediernes søgelys. Den svenske tabloid-avis Expressen har talt med en af finansministerens tidligere barnepiger, og hun siger, at hun arbejdede sort for ministeren.
18. oktober 2006:
Endnu en svensk minister kommer i søgelyset, da Finansministeriet ønsker at belyse forholdene omkring Mats Odell, der er ministeransvarlig for kommunerne. Problemet er, at han samtidig ejer en tredjedel af aktierne i et firma, der sælger tjenesteydelser til netop kommunerne. Jurister i finansministeriet er derfor gået i gang med at undersøge, om hans engagement i virksomheden på lovlig vis kan kombineres med hans ministerområde. Samme dag beklagede Sveriges nyslåede finansminister, Anders Borg fra Moderaterne, det han kalder en ' alvorlig fejl'. Udmeldingen kom i kølvandet på tirsdagens beskyldninger om, at han skulle have brugt sort børnepasning og rengøringshjælp. Statsminister Reinfeldt bakker stadig op om sin finansminister.
19. oktober 2006:
Ulf Dinkelspiel bliver ny handelsminister i Sverige. Han erstatter Maria Borelius, der gik af som minister for en uge siden. Hun havde benyttet sort hjemmehjælp.