Israel har i dag bombet veje og fire broer nord for den libanesiske hovedstad. Fire mennesker blev dræbt og mindst 15 såret, oplyser det libanesiske Røde Kors.
Også mål i tæt bebyggede boligområder i den sydlige del af Beirut er blevet ramt af kraftige bomber. De israelske fly gennemførte 19 angreb på området på mindre end en time. Indbyggerne er via flyveblade blevet advaret om at bombardementerne vil tage til i de kommende dage.
Bomber over hele Libanon
Israelske militærkilder forklarer bombningerne af broer og veje nord for Beirut med, at man vil hindre Hizbollah i at få forsyninger og ammunition.
Også et kraftværk, der forsyner den sydlige del af Bekaa-dalen og størstedelen af det sydlige Libanon, er blevet bombet til morgen. Det er det tredje kraftværk, som Israel har bombet.
Flere af bombemålene nord for Beirut ligger i områder, der er befolket af kristne libanesere. Området har hidtil været forskånet for angreb, og hundredetusinder af flygtninge fra den sydlige del af landet har hidtil troet sig i sikkerhed dér.
Ødelæggelsen af veje og broer har, til sammen med lukningen af lufthavnen i Beirut og en fuldstændig israelsk flådeblokade af Libanons kyst, praktisk taget afskåret Libanon fra omverdenen, skriver det libanesiske dagblad The Daily Star.
Præsident anklager Israel
Libanons præsident, Emile Lahoud, anklager i en erklæring Israel for at forsøge at udsulte Libanon.
- Dagens luftangreb bekræfter, at Israel forsøger at kompensere for sin hærs tab i syd ved at afbryde den eneste tilbageværende landevej, hvor der kan transporteres hjælp til fordrevne og flygtninge, og forsyninger af brændstof, fødevarer og hjælp til landet, hedder det i erklæringen.
- Det er en udsultningskrig, en aggression der overskrider Israels erklærede mål. Israel har nu besluttet at ødelægge Libanon, siger præsidenten.
Hårde kampe i syd
Trods de meget store israelske landstyrker, der er sendt ind i det sydlige Libanon, gør militsfolk fra Hizbollah fortsat voldsom modstand. Ifølge dagbladet The Washington Post kæmpede israelske styrker torsdag indædt med Hizbollah i flere landsbyer, som israelske officerer for flere dage siden erklærede var under israelsk kontrol.
FN-forhandling trækker ud
I New York siger FN-kilder, at forhandlingerne om en Sikkerhedsråds-resolution, der kræver våbenhvile, trækker ud. Mens USA ønsker en våbenhvile-resolution, der følges af et mandat til den internationale styrker, der pålægger den at afvæbne Hizbollah, er Frankrig indstillet på et mandat, der lægger op til en frivillig afvæbning af Hizbollah. Den amerikanske holdning skal ses i lyset af, at USA samtidig afviser at deltage i en international sikringsstyrke, der skal rykke ind mellem Israel og Hizbollah.
USA's udenrigsminister Condoleezza Rice sagde i mandags at hun forventede at en våbenhvile og en varig fredsordning kunne nås inden ugens udgang. Nu siger hun ifølge det franske dagblad Le Monde, at det er "et spørgsmål om dage".
- Vi har et stærkt ønske om at se konflikten stoppet, men vi har også et behov for at et stop for fjendtlighederne sker på en måde der favoriserer en holdbar fred, siger Rice.