Israelske kampfly har bombet mål i den libanesiske hovedstad Beirut, ved Libanons nordlige grænsen mod Syrien og mål i den østlige Bekaa-dal.
Blandt ofrene er en familie - far, mor og barn - der omkom da et missil ramte deres hjem i byen Taibeh. Huset blev jævnet med jorden, og de tre ofre er stadig begravet under ruinerne, skriver det israelske dagblad Ha'aretz.
En gentagelse
De store israelske landstyrker, der har invaderet det sydlige Libanon, er ifølge bladets netudgave er færd med at tage kontrol med det samme område, som Israel holdt besat frem til maj 2000, hvor de israelske styrker blev trukket ud af Libanon.
Den første brigade, bestående af indkaldte reservister, er nu sat ind i Libanon. Indsættelsen af reservisterne afløser ikke nogen af de mindst seks brigader, der har været indsat i det sydlige Libanon siden tirsdag, og det sandsynliggør at Israel besætte området med en massiv styrke.
Ifølge den libanesiske premierminister Fouad Siniora har den israelske krigsførelse indtil nu kostet over 900 libanesere livet. En tredjedel af dødsofrene er børn under 12 år, sagde Siniora i dag til et topmøde i organisationen Den Islamiske Konference, der tæller 56 nationer.
Mødet finder sted i Malaysia, og den aktuelle formand, Malaysias premierminister Abdullah Ahmas Badawi langede ud efter FN for ikke at være i stand til at stoppe blodsudgydelserne.
- Sikkerhedsrådet kunne end ikke samle det moralske mod til at fordømme Israel, siger Abdullah med henvisning bombardementet søndag, der kostede et stort antal civile livet i byen Qana.
Abdullah siger også, at Malaysia er parat til at stille tropper til en international fredsstyrke, og han opfordrer andre islamiske lande til også at stille soldater.