Israel bomber Hizbollahs og Hamas' hovedkvarterer i Beirut

Israelsk artilleri og luftvåben fortsætter bombardamenterne i Libanon. Blandt andet er Hizbollahs og Hamas' hovedkvarter i Beirut blevet bombet, uden af lederne kom noget til.

Israelske officerer ombord på et flådefartøj overvåger bombningen af Libanons hovedstad, Beirut. (Foto: © Det israelske forsvar, Scanpix)

Israel fortsætter sine massive bombeangreb i Libanon. Jagerfly, kanonbåde og artilleri beskyder formodede Hizbollah-mål overalt i landet og har nu kostet over 100 civile livet.

Både Hamas' og Hizbollahs hovedkvarterer i Beirut er blevet bombet. Ifølge de to organisationer er deres ledere, Mohammed Nazzal og Hassan Nasrallah, dog ikke ramt.

Ifølge rapporter fra nyhedsbureauerne er stillinger meget tæt på Syrien også blevet beskudt. Øjenvidner har berettet om israelske angreb helt inde i ingenmandsland mellem i Libanon og Syrien.

Men både Israel og Syrien benægter, at syrisk territorium er blevet ramt.

Flere civile ofte

Til gengæld har israelerne i løbet af dagen fået en række civile ofre på samvittigheden. Mindst 18 personer - her i blandt ni børn - brændte ihjel efter et israelsk angreb på en bil og en minibus i det sydlige Libanon, oplyser FN-kilder.

Og mindst fire andre er blevet dræbt under israelernes øvrige angreb på blandt andet broer og benzinstationer. Senest er havnene i det centrale Beirut og i byen Tripoli i det nordligste Libanon kommet under beskydning af israelske jagerfly.

Hizbollah-angreb

Angrebene kommer, efter at Hizbollah sent i går ramte et israelsk flådefartøj ud for Libanons kyst. En israelske soldater er fundet dræbt efter det angreb, og tre andre savnes fortsat.

En israelsk efterretningskilde påstår over for nyhedsbureauet AP, at omkring 100 iranske agenter hjælper Hizbollah i kampen mod Israel, og at det blandt var disse, der var med til at sænke flådefartøjet.

I dag har Hizbollah taget skylden for flere raketangreb mod de nordlige Israel - blandt andet fem raktter, der slog ned i Tiberias.

Tel Aviv inden for rækkevidde

Og som noget nyt har Israel givet udtryk for, at landets økonomiske centrum, Tel Aviv, kan blive mål for de næste Hizbollah-raketter.

En efterretningskilde vurderer over for nyhedsbureauet AFP, at den shiamuslimske milits har omkring 150 raketter med en rækkevidde på mellem 45 og 200 kilometer. Tel Aviv ligger 120 kilometer syd for grænsen.

Truer med åben krig

Hizbollahs leder, Hassan Nasrallah, har optrappet retorikken med en skarp advarsel til Israel i kølvandet på et israelsk raketangreb, der ødelagde den bygning, hvor Hizbollahs generalsekretariat ligger.

- Hvis I vil have åben krig, går vi i åben krig, lyder det fra Nasrallah.

- Det bliver ikke kun os, der kommer til at betale prisen.

Antiluftskyts uden effekt

I dag beskød libanesiske styrker de angribende israelske fly med antiluftskyts. Men det hjalp ikke. Israelerne ramte deres mål - heriblandt en bro meget tæt på den palæstinensiske flygtningelejr Ain al-Helweh, hvor de antiisraelske følelser trives i stor stil.

I alt er over 100 civile blevet dræbt og over 200 såret, siden Israel indledte bombardementerne, efter at den shiamuslimske libanesiske Hizbollah-milits onsdag dræbte otte israelske soldater under et angreb på en grænsekontrolpost og bortførte to israelske soldater.

Mere end 30 broer er blevet helt eller delvist ødelagt i Beiruts forstæder og i den sydlige del af Libanon.

Internationale opfordringer til Israel

Det internationale samfund har udstedt appeller om tilbageholdenhed og er ved at dirigere udsendinge til området for at undgå en ny storkrig i det turbulente Mellemøsten.

Libanons regering har appelleret til FN's Sikkerhedsråd om at bede Israel indstille bombardementerne.

Men en resolutionsforslag om at fordømme Israels uforholdsmæssige brug af magt blev afvist, da USA nedlagde veto. Danmark undlod af stemme.

Tre krav for våbenhvile

Israels premierminister, Ehud Olmert, har opstillet tre betingelser for, at en våbenhvile med Libanon kan træde i kraft.

Kravene er, at Hizbollah skal frigive de to tilfangetagne soldater, den skal indstille raketangrebene mod Israel, og den libanesiske regeringen skal afvæbne militsen.