Yderligere to israelske soldater bortført

Den libanesiske Hizbollah-milits har bortført to israelske soldater. Israelsk militær er alvorligt bekymrede for de to soldaters skæbne og har indledt angreb fra luften og på landjorden.

Israel angriber Libanon, efter at to israelske soldater ifølge Hisbollah er taget til fange. (Foto: © Haim Azoulay, Scanpix)

Den libanesiske Hizbollah-milits siger, at den har bortført to israelske soldater. Israel har efter den meddelelse indledt angreb fra luften og på landjorden i Libanon.

Det israelske militær bekræfter, at de to soldater er blevet bortført.

De udtrykker 'alvorlig bekymring' for de to soldaters skæbne.

Ifølge Hizbollah er bortførelsen sket for at holde Israel fast på sit løfte om at få løsladt en række palæstinensiske fanger.

Angreb mod Libanon

Efter Hisbollahs meddelelse om tilfangetagelsen, har Israel indledt angreb mod Libanon. Israels militær har kaldt 6.000 soldater til den nordlige del af landet, der grænser op til Libanon.

Flere steder er der opstået sammenstød, og den arabiske satellitkanal, al-Jazeera melder om, at syv israelske soldater er blevet dræbt. Reuters rapporterer samtidig om, at to civile libanesere er dræbt.

Bortførelsen af de to soldater skete ifølge Hizbollah under et angreb fra Libanon og ind over grænsen til Israel.

Forinden havde Israel bombet guerilla-positioner i det sydlige Libanon som gengældelse for raketangreb i det nordlige Israel.

ExternalContent