Israelske kamphelikoptere angriber mål i Gaza By

Israel har for sjette nat i træk angrebet Gaza med artilleri og missiler. Tre mennesker blev såret. Blandt målene var steder, som bruges af Al Aqsa Martyrernes Brigade.

Et israelske missil ødelagde en bygning, som en militant gruppe med tilknytning til Fatah-bevægelsen bruger. (Foto: © Oleg Popov, Scanpix)

Israel har i nat fortsat angrebene på mål i Gazastriben.

Tre mennesker blev såret af granatsplinter fra israelsk artilleri i det nordlige Gaza, mens en blev såret, da et Hamas-kontor i Gaza By blev ramt af missiler fra israelske kamphelikoptere.

Seks nætter i træk

Israels luftvåben har de seneste seks nætter foretaget angreb på mål i Gaza. Formålet er at presse militante palæstinensere til at udlevere en bortført israelsk soldat.

Nattens angreb rettet var mod steder, som bruges af Al Aqsa Martyrernes Brigade, der har tilknytning til præsident Abbas' Fatah-bevægelse.

Truer med selvmordsangreb

Tidligere i går dræbte israelske soldater to bevæbnede palæstinensere under en træfning ved den lukkede internationale lufthavn i det sydlige Gaza. Israelske styrker har i næsten en uge holdt lufthavnen besat som led i eftersøgningen af den israelske soldat, som blev bortført for otte dage siden.

Imens har Israels premierminister Ehud Olmert givet hæren frie hænder i jagten på bortførerne, og den militære gren af Hamas har svaret igen med trusler om selvmordsangreb i Israel.