Op imod 25.000 palæstinensere kan blive fordrevet fra deres hjem i det nordlige Gaza, hvis Israel gør alvor af sin trussel om et totalt angreb i det tætbefolkede Gaza, siger FN.
Truslen om en israelsk invasion af området har fået FN til at lave planer for, hvordan man skal forsyne titusinder af palæstinensere med mad, medicin og husly.
- Vi skønner, at 25.000 mennesker kan blive tvunget til at flygte fra Beit Hanoun, hvis Israel angriber det nordlige Gaza, sagde Christer Nordahl, der er vicedirektør for FN's hjælpeorganisation i området.
En by med mange fattige
Nordahl henviste til byen Beit Hanoun, der ofte benyttes af militante palæstinensere, når de affyrer raketter ind over grænsen til Israel.
Indbyggere i Beit Hanoun, hvor mange fattige familier bor færre end 100 meter fra den israelske grænse, udtrykte frygt for en invasion. De udtrykte samtidig håb om, at militante palæstinensere vil beskytte dem.
Hvis Israel angriber på flere fronter samtidig, frygter FN, at det i værste fald vil betyde, at Gaza bliver revet over i to dele.
Gaza har 1,4 millioner indbyggere.