Den serbiske leder, Slobodan Milosevic, var hjernen bag krigene på Balkan.
Mesterlig som politisk taktiker, men en elendig strateg, en desperado, der satte det hele over styr og for altid er sværtet som en krigsforbryder.
Han døde ensom i sin celle i Haag lørdag morgen 64 år gammel.
Viste aldrig anger
Aldrig viste han anger ved krigsforbryderdomstolen, hvor han sad fængslet i næsten fem år. Aldrig fortrød han, at han satte hele Jugoslavien i brand for at fremme den serbiske sag, aldrig undskyldte han for de op mod en kvart million døde, de tre millioner hjemløse og den økonomiske ruin, som blev resultatet.
- Jeg er stolt over alt, hvad jeg gjorde for at forsvare mit land og mit folk, sagde han i et interview, kort efter at han var blevet overført til domstolen i Haag i juni 2001.
Under hele retssagen i Haag har Milosevic insisteret på at være sin egen forsvarer, og han har fra begyndelsen kaldt retssagen mod sig ulovlig. Der var 66 anklagepunkter mod Milosevic for folkemord, forbrydelser mod menneskeheden og krigsforbrydelser i alle de store Balkan-krige i Bosnien, Kroatien og Kosovo. Nu endte han med aldrig at få sin dom, som sandsynligvis ville have været livsvarigt fængsel.
Snu og ekstremt kynisk
Ingen international politiker kunne være i tvivl om, at Milosevic var en snu og ekstremt kynisk politiker. Han lod gerne som om, han spillede med i det diplomatiske spil, men hans planer stod ikke til at ændre, hans nationalistiske projekt kørte på skinner - lige til det sidste. Lige til han døde i sin celle i Haag.
- Han var snu, charmerende og vanskelig at holde fast, konstaterede Richard Holbrooke, den amerikanske chefforhandler på Balkan. Den amerikanske senator Jospeh Biden mente, at han var "en af de mest farlige og maniske europæiske ledere siden Hitler".
Forældrene begik selvmord
Slobodan Milosevic blev født den 20. august 1941 i Pozarevac sydøst for Beograd. Faderen, Svetozar, var ortodoks prædikant, moderen, Stanislava, glødende kommunist. De to skændtes konstant. Efter krigen forlod faderen familien og begik selvmord i 1962, og moderen tog sit eget liv i 1974.
Milosevic blev gift med sin gymnasiekæreste fra Pozarevac, Mirjana Markovic, der var datter af nogle af Jugoslaviens mest fremtrædende partimedlemmer. Mirjana, også kaldet Mira, blev hans personlige og politiske partner. Hun fulgte sin mand overalt og gik ind i politik for at støtte ham.
Milosevic læste jura på Beograds universitet, hvor han blev medlem af kommunistpartiet. Her blev han ven med den fem år ældre Ivan Stambolic, hvis karriere Milosevic nøje fulgte. Milosevic overtog Stambolics stilling som direktør for det statslige gasselskab, Technogas, da Stambolic i stedet gik til en stilling i Beobank. Senere overtog Milosevic den samme stilling i Beobank.
Kommunisternes leder
Da Stambolic blev leder af det serbiske kommunistparti, overtog Milosevic hans plads som partileder i Beograd. Senere blev Stambolic Serbiens præsident, og Milosevic overtog takket være hans mentors støtte ledelsen af landets kommunistparti.
Men forholdet mellem de to, der blev beskrevet som forholdet mellem en far og en søn, sprækkede, bl.a. i synet på Kosovo. Stambolic manede i 1980'erne til besindighed, men Milosevic var ubøjelig og fik Stambolic fjernet. Stambolic forsvandt i 2000. Først længe efter blev han fundet myrdet, en ugerning begået af den serbiske efterretningstjeneste, og som Milosevic er anklaget for at stå bag.
Milosevic fik i slutningen af 1980'erne hele Jugoslavien til at skælve med ordene, at "Serbien er der, hvor der lever serbere". Et ildevarslende budskab, der fik katastrofale konsekvenser.
Det hævdes, at han faldt tilfældigt over serbisk nationalisme, da han i 1987 blev sendt til Kosovo for at tale med provinsens serbiske mindretal. De var vrede over, hvad de betegnede som det etnisk-albanske flertals undertrykkelse af dem.
- Ingen har ret til at slå jer. Ingen vil nogensinde slå jer igen, sagde han og skaffede sig herfra næsten hysterisk begejstring blandt serbere for sin politik.
Krigen på Balkan
Under Milosevics lederskab blev bissen skruet på over for de øvrige jugoslaviske republikker, og det endte i 1991 med den første sprængning af føderationen, da Slovenien, Makedonien og Kroatien erklærede sig selvstændige.
Det førte til en pludselig og voldsom krig i Kroatien, som dårligt var bilagt, før den store tragedie tog sin begyndelse i Bosnien i 1992 - begge steder fordi etniske serbere modsatte sig, at republikkerne erklærede sig uafhængige. Op mod en kvart million mennesker mistede livet, før USA i august 1995 satte en stopper for krigen i Bosnien med flyangreb og den efterfølgende Dayton-fredsaftale.
Ved lokalvalg i slutningen af 1996 i Serbien vaklede tronen under Milosevic. Ved kæmpestore demonstrationer, der strakte sig ind i 1997, gennemtvang oppositionen regimet til at erkende, at det havde svindlet med valgresultatet. Men traditionel kiv og strid i oppositionen forhindrede på det tidspunkt en fælles front mod Milosevic.
Massakren i Kosovo
Det var en massakre på etniske albanere i Kosovo i begyndelsen af 1999, som fik de vestlige lande til at slå bak, og i marts angreb NATO fra luften de jugoslaviske styrker.
Der gik tre måneder, hvor en million etniske albanere flygtede fra deres hjem, inden det den 12. juni var slut, og 20.000 NATO-soldater rykkede ind i Kosovo, der nu i 2006 er på vej mod selvstændighed.
Milosevic havde overspillet sine kort endnu en gang, og i efteråret 2000 var det endelig sket.
Han forsøgte at svindle ved præsidentvalget. Trods hans stærke kontrol med politi og militær kunne en halv million demonstranter ikke stoppes, da de fyldte hele Beograds centrum, og det jugoslaviske parlament blev stormet. Oppositionens leder, Vojislav Kostunica, blev ny præsident, og Milosevics fjender overtog regeringen.