Det var den egyptiske regering, som stod bag udbredelsen af Muhammed-tegningerne, viser en redegørelse fra Egypten.
Ifølge dagbladet Politiken viser egyptiske regeringspapirer, at Egypten meget tidligt gjorde det klart for den danske regering, at man betragtede sagen med stor alvor.
Svækker regeringens argumenter
Papiret svækker de danske regeringspartiers og Dansk Folkepartis meget kategoriske udpegning af Islamisk Trossamfund som værende ansvarlig for, at striden om Jyllands-Postens tegninger overhovedet blev kendt uden for landets grænser.
Statsminister Anders Fogh Rasmussens afvisning, den 21. oktober, af at mødes med de 11 muslimske og islamiske landes ambassadører blev den udløsende faktor.
Kun fire dage efter afslaget blev den danske ambassadør i Cairo kaldt til møde i det egyptiske udenrigsministerium, og her meddelte Egypten klart, at Danmark ville kunne se frem til "en mulig eskalering af problemet", hvis ikke der fremkom en dansk afstandtagen fra tegningerne.
Det egyptiske krav var, at den danske regering tog afstand fra tegningerne, "for eksempel gennem en officiel erklæring, der fordømmer hån af islam eller af profeten", citerer Politiken.
Egypten tog initiativet
Den danske regering valgte at ignorere den egyptiske henvendelse, og Egypten gik derfor umiddelbart videre med sagen i forhold til andre muslimske lande og internationale organisationer.
Det omfattede blandt andet at man udbredte de omstridte tegninger, som den danske delegation af imamer havde med, til andre muslimske lande. Mappen indeholdt fotokopier af tegningerne fra Jyllands-Posten, en række tegninger og billeder fra Weekendavisen og tre tegninger/billeder, der ifølge gruppen af danske imamer er eksempler på, hvad der anonymt sendes til muslimer i Danmark, hvis de giver sig til kende i den offentlige debat.
Belastende
Tidligere udenrigsminister Niels Helveg-Petersen mener, at den kraftige reaktion fra Egypten burde have tændt en advarselslampe for statsministeren. Han mener, at redegørelsen er en belastning for regeringen.