Flere kommuner har valgt at boykotte Ryanair, fordi flyselskabet ikke har en dansk overenskomst.
Albertslund Kommune startede med at forbyde de kommunale medarbejdere at købe flyrejser fra Ryanair, og siden hen har flere andre kommuner meldt sig på banen.
- Når Ryanair ikke har en dansk overenskomst, så køber vi heller ikke Ryanair-billetter, siger Jørn Pedersen (V), der er borgmester i Kolding Kommune.
Her har et enigt økonomiudvalg netop har præciseret, at kommunen ikke vil handle med virksomheder, der ikke har indgået en overenskomst.
Splittelse i lufthavnens ejerkreds
Kolding Kommune ejer - sammen med otte andre kommuner - Billund Lufthavn, hvor Ryanair siden 2012 har haft en fast base og mange flyafgange fra.
De andre kommuner bag lufthavnen deler dog ikke holdningen om et boykot.
- Jeg vil ikke blande mig fagretslige spørgsmål. Der er jo mange andre lavprisflyselskaber, og vil vi så heller ikke flyve med dem? Det vil jeg som borgmester overhovedet ikke blande mig i, siger Arne Sigtenbjerggaard (V), borgmester i Vejle Kommune.
Hedensted-borgmester: - Det er ikke vores kamp
Borgmester Kirsten Terkilsen (V) fra Hedensted Kommune siger, at det ikke har været et emne, som er blevet vendt i byrådet, men hendes egen personlige holdning er klar:
- Det er arbejdsmarkedsparternes kamp og ikke vores. Så længe de er på markedet, så vil vi ikke lave en decideret politik for eller imod, siger hun.
Dermed er hun - lige som borgmestrene i Vejle, Vejen og Billund - ikke enige med deres kollega i Kolding, Jørn Pedersen.
Ejerne har ansvaret for lufthavnens ansatte
Arne Sigtenbjerggaard mener ikke, kommunerne har noget ansvar over for Ryanairs personale, men kun de ansatte, der er ansat i lufthavnen.
- Jeg har et stærkt ansvar for de medarbejdere, der er ansat i lufthavnen, og de skal selvfølgelig ansættes under de ordnede forhold, som vi har her i Danmark, siger Vejles borgmester.
Vejle Kommune ejer størstedelen af Billund Lufthavn med 34,3 procent. Kolding Kommune ejer 25,9 procent, Billund ejer 15 procent, Horsens 10,7 procent, Fredericia 6,9 procent, Hedensted 6,1 procent, Ikast-Brande 1 procent, mens Skanderborg Kommune har en lille andel på 0,1 procent.