Svinebønder mærker lige nu at deres erhverv er presset som aldrig før.
For en forretning i minus, og generel dårlig omtale i forbindelse med MRSA er ved at få flere svinebønder til at give op.
Det mener formand for Jysk Landbrug, Bjarne Larsen fra Hejnsvig.
- Man føler som svineproducent, at man mere eller mindre er uønsket i samfundet. Alt hvad man kan vende mod svineproducenterne, det vender man imod os, siger han.
Det er hårdt at være svineproducent
En af de der mærker presset lige nu, er Torben Kristensen fra Billund.
- Toppen er da ved at være nået. Det er der ingen tvivl om. Det bliver ikke nemmere at skaffe likviditet til den daglige drift. Og værdien af jorden er forsvundet på grund af et fald i jordpriserne, siger han.
Oven i det kommer at bankerne føler sig pressede.
- Der vil helt sikker være nogle, der bukker under, siger han
Et lukket Rusland rammer svineproducenterne
Grunden til den dårlige økonomiske situation i øjeblikket, skyldes langt hen af vejen, at Rusland i januar lukkede for al import af svin. I førte omgang af frygt for svinepest, og sidenhen på grund af konflikten i Ukraine.
Men det forgældede landbrug er heller ikke uden skyld, siger Bjarne Larsen. Han savner dog lidt anerkendelse.
Vi forventer, og har en forhåbning om, at man på et eller andet plan vil anerkende det bidrag, som erhvervet giver til det danske samfund med vores produktion af fødevarer til eksport, siger han.
Svinebønderne har betydning for Danmarks økonomi
Det er rimeligt at bekymre sig om, hvordan det går de danske svineproducenter.
Det mener leder af Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi på Københavns Universitet, Henrik Zobbe. For de er vigtige for samfundsøkonomien.
- Svineproduktionen betyder noget for beskæftigelsen. Det er især beskæftigelsen i udkantsdanmark. Og så betyder svineproduktionen noget for vores samfundsøkonomi, siger han.
Svineproducenterne eksporterede for 31 mia kroner i 2013.
Svineproducenter klynker ikke uden grund
Det er ikke bare klynk, når svineproducenterne har brug for hjælp, siger direktør for Landbrug og Fødevarer Karen Hækkerup. Hun mødtes i går med flere landbrugsorganisationer i Billund, for blandt andet at vende situationen for svinebønderne.
- Landmænd har klaret sig igennem mange kriser før. Jeg synes ikke, at man er vant til at høre landmænd kny eller pive, når det går svært for sig, siger hun.
Men når Rusland lukker for import af svinekød oven på en økonomisk krise, så bliver mange landmænd hårdt pressede, mener Karen Hækkerup.
Det er forståeligt, at landmænd føler sig pressede
Henrik Zobbe fra Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi forstår godt, hvis landmændene faktisk føler sig hårdt spændt for.
- Jeg synes, de har lidt ret til at klynke. I øjeblikket er de ramt af nogle markante prisfald på verdensmarkedet, som skyldes, at EU har pålagt Rusland nogle økonomiske sanktioner. Så det er lidt unfair at et erhverv som dansk svineproduktion skal bære de her omkostninger på vegne af EU, siger han.