Trods blå blink og sirener opdager mange bilister først ambulancerne, når de er meget tæt på, og det giver farlige situationer.
Men nu skal et nyt advarselssystem være med til at give ambulancerne bedre forhold i trafikken.
Systemet er udviklet af firmaet Warning Systems i samarbejde med blandt andet Falck i Kolding, hvor systemet skal demonstreres.
Udnytter tændte RDS-radioer
Der skal hverken skrues op for horn eller lygter på ambulancerne. I stedet vil det kommende system udnytte, at langt der i langt de fleste biler sidder en radio, og at den er tændt.
Ideen er, at ambulancerne skal udstyres med en radiosender, der ved hjælp af et såkaldt RDS-system kan sende besked til bilradioer, der befinder sig op til 500 meter fra ambulancen.
- Så vil der fra ambulancen blive udsendt en meddelelse som 'Udrykning på vej - træk venligst ind til siden'. Det vil den sige nogle gange, og så vil den skrive 'Udrykning' i displayet på radioen, og når ambulancen er kommet 200-500 meter forbi bilen, så forsvinder forstyrrelsen igen, forklarer direktøren for Warning Systems, Ole Mørk Lauridsen.
Bilisterne vil opleve forstyrrelsen på samme måde, som når DR Trafik bryder ind.
Leder efter penge til test
Indtil nu har Warning System kun lavet en prototype på det nye system, men Ole Mørk Lauridsen håber at teste systemet i virkelighedens verden.
- Vi forsøger nu at rejse midler, så 25 udrykningskøretøjer kan køre med systemet i real life og i rigtige udrykninger, siger Ole Mørk Lauridsen, der håber at forsøget med det nye system kan begynde om et halvt års tid.
Det nye system er udviklet for OPI-midler - Offentlig Privat Innovation - i samarbejde med Falcks Region Syd, Københavns Brandvæsen og Idéklinikken Region Nord. På næste torsdag bliver de demonstreret i Kolding.