Sælpest: Ring til Naturstyrelsen hvis du ser en død sæl

Naturstyrelsen vil gerne vide hurtigst muligt, hvis der er sælpest på vej til Danmark. Derfor må folk gerne fortælle, hvis de ser en død sæl.

Naturstyrelsen vil gerne vide det, hvis folk støder på døde sæler. Så kan det blive undersøgt, om de har sælpest. (© DR)

Sælpesten kan være på vej, fordi bestandene af de spættede sæler er ved at være for store. Når bestandene bliver for store, så kollapser de af en eller anden sygdom.

Derfor vil Naturstyrelsen rigtig gerne have meldinger, hvis man finder døde sæler på stranden, fortæller naturvejleder Claus Simonsen fra Naturstyrelsen Trekantområdet.

- Sælen er jo også kommet til Østkysten og både i Kolding, Horsens og Vejle Fjorde, ser vi flere og flere sæler, så derfor vil vi rigtig gerne vide, om vi har sælpest i området, om det blomstrer op her hos os.

Hunde skal ikke bide i døde sæler

Udover at sælpest vil betyde en nedgang i bestanden af sæler, så skal man også passe på sin hund, den kan nemlig blive smittet, siger naturvejlederen:

- Hvis man finder en død sæl på stranden, og ens hun bider i den, så er det en god ide at kontakte en dyrlæge.

Hvis hunden bliver smittet, så får den ikke sælpest, men hundesyge. Det oplyser naturvejleder Claus Simonsen, og det kan den dø af, hvis den ikke er vaccineret.

Hvis der bliver konstateret sælpest i landet, kan man se det på Naturstyrelsens hjemmeside. Her vil man også kunne se i hvilke områder, der kan være ricisi for ens hund.