Onsdagspraktik motiverer unge til lektier

Fire dages skole og en dag ude i virkeligheden. Det er en opskrift, der virker for elever, der gerne vil stå i butik eller sidde på kontor.

Undervisning i fire dage og praktik i en dag. IBC - handelsskolen i Fredericia - har med succes lavet en særlig praktikklasse. (© colourbox)

En særlig praktikklasse for HG-elever kom til verden i august sidste år.

Eleverne er i praktik hos en virksomhed hver onsdag, og så går de ellers normalt i skole resten af ugen. Det er et tiltag, som en uddannelse i Fredericia nu gør status på. Og det ser godt ud.

Teori og praksis giver glade elever

Den nye klasse er en succes siger lærer Lasse Berg Sørensen, der mener, at praktikken blandt andet motiverer de unge til at engagere sig i uddannelsen.

- Det giver eleverne et kick at være ude hver onsdag. De prøver nogle af tingene af i virkeligheden i stedet for bare at høre om teorien gennem mig, siger han.

Glad for onsdagene i butikken

Jannick Rudebech, der går i praktikklassen er rigtig glad for sin onsdagspraktik, der foregår i en tøjbutik i Fredericia.

- Når jeg lærer noget i skolen, så får jeg det også brugt, når jeg er ude ved virksomheden, siger han.

Efter niende klasse var han ellers skoletræt og ville gerne ud på arbejdsmarkedet. Derfor tiltalte praktikklassen den syttenårige Jannick Rudebech.

Praktikken skal bruges rigtigt

Hos HK Handel har faglig sekretær Nils Rasmussen, der har uddannelse som ansvarsområde, ikke hørt om praktikklasser, der er lavet på den her måde. Men det lyder som en god ide, siger han - hvis praktikken vel at mærke bruges på den rigtige måde.

- For os er det vigtigt, at man er der for at lære noget, og ikke for at lave gratis arbejde og gå til hånde, siger han.

Og på skolen i Fredericia er man enig i, at butikkerne ikke bare skal bruge eleverne som billig arbejdskraft

- Jeg er blandt ude at besøge butikkerne, hvor vi følger op på, om de rent faktisk har lært noget, siger lærer Lasse Berg Sørensen.