Det er et halvt år siden, at de første beboere flyttede ind i hyttebyen for hjemløse i Vejle, og boligerne er blevet en succes.
Men en håndfuld boliger i udkanten af Vejle gør det ikke alene. Der er behov for flere boliger til landets hjemløse. Det gælder både særlige boliger, som dem i Vejle, men også boliger i helt almindelige kvarterer, mener formanden for Rådet for Socialt Udsatte, Jann Sjursen.
Husene for de skæve eksistenser i Vejle, er beliggende fjernt fra andre naboer, og har været en succes, hvor beboerne er indstillet på både høj musik og en stille pils.
Den slags boliger er der behov for flere af, mener formanden for Rådet for Socialt Udsatte, Jann Sjursen.
De hjemløse skal ind i det almene boligbyggeri
- Det gør en verden til forskel, for de som gerne vil bo på en måde, som folk er flest ikke gør det, siger han.
Selv om særlige boliger som eksempelvis hyttebyen i Vejle er en god idé, så bør der også skabes til plads til hjemløse, der hvor danskerne i øvrigt bor, mener Jann Sjursen.
- Der er brug for, at der bliver flere boliger til hjemløse i det almindelige boligbyggeri. Jeg tror, at de fleste hjemløse både vil og kan bo som mennesker i almindelighed gør det i Danmark, siger han.
Byggeriet af hyttebyen tog længere tid end planlagt. Det skete blandt andet fordi entreprenørerne, der skulle stå for opførelsen kom i økonomiske vanskeligheder, og Syddansk Erhvervsskole overtog en del af byggeriet.