Lego: Fremlægger endnu et flot regnskab

Mere end seks milliarder i overskud hos Lego.

Lego har fremlagt endnu et flot årsregnskab.

Nettoresultatet  i 2013 blev på DKK 6.119 mio. i forhold til DKK 5.613 mio. i 2012 – en stigning på 9 procent, skriver Lego i regnskabet. 

- Nøglen til vores succes er, at vi hele tiden er innovative og fornyer vores tilbud til forbrugerne, og i 2013 har vi med succes udviklet og lanceret produkter, som står højt på børns ønskeliste over hele verden, siger direktør Jørgen Vig Knudstorp.

I 2013 var det især en stigning i salget af de klassiske Lego-produkter såsom Lego City, Lego Duplo, Lego Technic og Lego Creator, der har båret fremgangen.

Asien er klar til Lego

I Asien, som indtil videre er et relativt lille marked for Lego, var der en markant stigning i salget, oplyser koncernen. Og netop Asien er et af de kommende nøglemarkeder, påpeger Børsens chefredaktør Niels Lunde.

- Det bliver spændende at se, hvordan Lego klarer sig i Kina og Asien, for langt ude i fremtiden er det der, de skal skabe sig den store forretning, sagde han forud for dagens regnskab.

Lego er også ved at være klar til Asien, og opførelsen af en Lego fabrik i Jiaxing, Kina, er netop påbegyndt. Når fabrikken åbner i 2016, vil den levere Lego produkter til det voksende asiatiske marked.

Klodsen bliver

Selv om stadig mere leg bliver flyttet til digitale medier, så holder Lego fast ved den klassiske klods, sagde Jørgen Vig Knudstorp på pressemødet.

Han sagde, at Lego i dag er et stort digitalt brand. Både fordi selskabet selv er til stede som spil og film, men også fordi brugerne af f.eks. Youtube bruger klodserne fra Billund i mange af de film de uploader til tjenesten. Faktisk er 99 procent af de Lego-vidoer, der findes på Youtube, lavet af brugerne af Youtube og Lego.

- Legoprodukter er blevet vist 7,5 milliader gange på Youtube, og det placerer os i top tre blandt alle produkter, der bliver vist på Youtube, sagde Jørgen Vig Knudstorp ved regnskabsfremlæggelsen.

Mange flere ansatte i 2013

Legos vækst blev også afspejlet i antallet af ansatte i koncernen.

I alt steg antallet af fuldtidsansatte medarbejdere med 1.355 til 11.755 i løbet af 2013. Det er en af de største stigninger i medarbejderantallet på ét år i virksomhedens historie.

Lego er en global virksomhed, hvor hovedkontoret forbliver i Danmark. samtidig skal der udvides markant flere steder på kloden, hvor Lego vil opbygge store regionale afdelinger. Det gælder bl.a. i London, Shanghai og Singapore samt i Connecticut i USA.