DF-formand: Flygtninge skal hjælpes i nærområderne

DF's formand mener, at flygtninge skal hjælpes i nærområderne i stedet for i Danmark. I dag besøger han et asylcenter.

Kristian Thulesen Dahl skal torsdag formiddag ud at besøge asylansøgere i Sønderborg. Han er ikke i tvivl om, at det vil være bedst, at de hjælpes i nærområderne fremfor her i Danmark.

Flygtninge skal hjælpes i nærområderne - ikke her i Danmark.

Med det budskab besøger formanden for Dansk Folkeparti, Kristian Thulesen Dahl, i dag asylcentret på Sønderborg Kaserne.

For det handler om at hjælpe flest muligt, siger han.

- Det giver jo langt større mening at hjælpe mennesker i deres nærområde til ordentlige vilkår, end at hjælpe et fåtal, som det jo er i den store sammenhæng, der af egen drift kan søge til Danmark, siger Kristian Thulesen Dahl til DR Syd.

Nærområderne skal have mere hjælp

Kristian Thulesen Dahl besøger asylcentret på Sønderborg Kaserne torsdag formiddag.

Han mener, at det giver god mening at give hjælpen i nærområderne fremfor at bruge milliarder af kroner på at hjælpe flygtninge her i landet.

Men nærområderne skal have tilført mere hjælp og bistand, hvis det skal lykkes, siger Kristian Thulesen Dahl.

- Man kan jo sige, at nærområderne er så hårdt belastet, at de kan kun klare det, hvis de får en langt større grad af international hjælp og bistand, fortæller Kristian Thulesen Dahl.

Vi skal prioritere

For DF-formanden handler det derfor om at prioritere midlerne.

- Måden, vi kan gøre det på og skabe råd til det, handler jo om, at vi prioriterer det i stedet for at prioritere og bruge måske tre eller fire milliarder kroner på at hjælpe asylansøger i Danmark, siger Kristian Thulesen Dahl.

Den seneste opgørelse fra de danske myndigheder viser, at der er næsten 13.000 mennesker, der har søgt asyl i Danmark.