Når man går i 8. klasse kan det virke helt uoverskueligt at finde ud af, hvilken retning ens liv skal bevæge sig i.
Men det skal de unge tage stilling til, allerede inden de forlader folkeskolen.
Som noget nyt skal de nemlig skrive en uddannelsesplan, for at kunne blive bedømt uddannelsesparate.
De unge ved ikke, hvad de vil
For erhvervsskolerne er det en chance for at få fat i eleverne tidligt. Derfor rejser de rundt til folkeskolerne og afholder Folkeskoleskills.
Formålet er, at få flere elever til at svare smed, kok, tømrer, når de får stillet det store spørgsmål, hvad vil du være, når du bliver stor?
- De unge i 8. klasse ved simpelthen ikke hvad de vil, så vi skal vejlede dem i, hvad de kan vælge imellem, siger Erling Korsgaard Nielsen, der er tømmerfaglærer på EUC Syd.
Der er andre huer, end den røde
De seneste to måneder har EUC Syd besøgt de sønderjyske folkeskoler og afholdt forskellige konkurrencer, som skal åbne elevernes øjne for, hvad en erhvervsuddannelse kan byde på.
Det er regeringens mål, at 95 procent af en ungdomsårgang skal have en ungdomsuddannelse, og flere skal gerne ende med at have et svendebrev i stedet for en studenterhue.
- Hvad er der ved en gymnasieuddannelse med 0,2 i gennemsnit? Den kan man nærmest kun bruge til at sælge burgere hos McDonalds. Så var det måske bedre at tage en god håndværksuddannelse, som man kan komme videre med, siger Erling Korsgaard Nielsen.
For ti år siden valgte hver tredje en erhverskoleuddannelse efter folkeskolen, hvor det nu kun er hver femte.