NATO skal lære at tænke grønnere

NATO skal omstilles til grøn tankegang. En NATO-workshop skal sætte fokus på hvordan militæret kan lære at bruge mindre energi og vand samt at genanvende affald.

NATO skal lære at tænke grønnere. Der skal bruges mindre energi og vand. Solceller og genanvendelse bliver en del af fremtiden. En tankegang fremført af blandt andre Anders Fogh-Rasmussen. (Foto: © Asger Ellekrog)

Jordens ressourcer er begrænsede, og vi skal alle spare på energien og blive bedre til, at sortere vores affald. Men det er ikke kun alle os almindelige mennesker, der skal spare.

Det skal militæret og soldaterne også, og det skal de blandt andet lære på en tre dages grøn NATO-workshop, der bliver afholdt i Sønderborg.

I workshoppen deltager repræsentanter fra militære camps i USA og Europa, førende forskere og civile specialister.

Green Defence

Målet med workshoppen er, at omstille NATO’s militære camps og installationer til ZERO-tænkning i forhold til energi, vand og affald. 

- Også militæret har begrænsede ressourcer, siger Michael Goodsite, professor og institutleder Teknologi og Innovation Syddansk Universitet, og en af arrangørerne bag workshoppen.

Der er i følge Michael Goodsite rigtig mange måder, militæret kan blive grønnere på:

Det drejer sig især om, at anvende solceller og genanvende vand. Det gør man dog også i dag, men man skal blive langt mere effektive end hvad der er tilfældet i dag.  Også de store mængder affald skal man lære, at anvende som for eksempel energikilde.

Militærets effektive magstruktur

Michael Goodsite har en militær baggrund som officer i den amerikanske hær og NATO. Den viden, og indsigt i militære procedurer og tankegange bruger han nu i forbindelse med hans arbejde. 

Han peger på, at militæret med sin effektive magtstruktur, er et godt sted at prøve nye, grønne teknologier af:

- Hvis en basechef er overbevist om, at noget giver mening at afprøve, så vil vedkommende også gøre det, siger han.

Tanken om et grønnere NATO er ført frem af blandt andre generalsekretær Anders Fogh Rasmussen.

Fra militær forskning til grøn teknologi

Den militære workshop skal afholdes i samarbejde med Sønderborg-organisationen, ProjectZero.

- ProjectZero arbejder i forvejen med de temaer, som man i NATO ønsker fokus på, siger Michael Goodsite.

Direktør for ProjectZero, Peter Rathje er begejstret for at workshoppen er blevet imødekommet af NATO.

I samarbejde med Michael Goodsite fra SDU, og professor Sirkku Juhola fra Helsinki Universitet  står de bag afholdelsen af workshoppen:

- Det er rigtig godt, at nogle af de mange militære forskningskroner nu bliver brugt på at udvikle grønne teknologier, siger han.